205 at lægge Skuldrene til for at hæmme Demokratiets Udskejelser. Den 15de September 1861 blev han fra Amtmands-Embedet i Vejle, som han nogle Aar forinden forgjæves havde ønsket ombyttet med Posten som Overpræsident i Kjøbenhavn, kaldet til som Indenrigsminister paany at indtræde i Regeringen. De Omstændigheder, der saaledes førte den fordums Martsminister tilbage til den Plads i Kongens Raad, han havde forladt 13 Aar tidligere, ville vi faa Rede paa ved et Tilbageblik paa de politiske Forholds Udvikling i det nærmest foregaaende Tidsrum. Dette Tilbageblik tør ikke være saa ganske kort, netop fordi det ved samme tillige maa være Opgaven at paavise Fornuftmæssigheden, ja ligefrem Nødvendigheden af den Politik, i hvis Ledelse Lehmann ved sin Indtrædelse i Ministeriet blev Deltager. Den Frygt, Lehmann som Landsthingets Ordfører i September 1855 havde udtalt for, at den da paatænkte Fællesforfatning „fra en anden Side“ vilde blive anfaægtet, viste sig snart grundet. Rigsraadet traadte første Gang sammen den lste Marts 1856, og allerede den 18de — Aarsdagen for det berygtede Stændermøde i Rendsborg 1848 — fremkom 11 af dets tydsktalende og tydsksindede Medlemmer med et Andragende, der gik ud paa, at det nys med saa stort Besvær tilendebragte Forfatningsværk skulde gjenoptages paany, idet et Udkast til en Fællesforfatning skulde forelægges først for de særlige Repræsentationer for Sønderjylland, Holsten og Lauenborg og dernæst jor Rigsraadet. De Elleve tilhørte alle det schleswigholsteinske Ridderskab, fra hvis Midte de statsopløsende Tilbøjeligheder oprindelig vare udgaaede, og deres Ordfører var Baron Karl Scheel-Plessen — den samme Mand, der i 1848 havde været Medlem af Martsministeriet, fra Høns fløj op, til de fløj ned igjen, og der nu sidder i Kiel som Preusserkongens Statholder over Provinsen „Schleswigholstein“. Det var saa langt fra noget OØnske om at se Føllesforfatningen udviklet i en friere Retning, der fremkaldte hint Andragende, at Ordføreren tvertimod erklærede, at det ikke vilde være