206 fremkommet, hvis det aftraadte lidet frihedsvenlige Ministerium var blevet ved Roret. Den foregivne Grund dertil var at gjøre den formentlige Uret god igjen, som skulde være tilføjet Statsdelene søndenfor Kongeaaen derved, at deres Repræsentationer ikke vare hørte over Fællesforfatningen — som om der tilkom disse større Ret i saa Henseende end Danmarks Rigsdag — den virkelige at holde det Saar aabent, som nys syntes lægt, forat Danmark derigjennem skulde forbløde sig. Hvad vilde nemlig Følgen være bleven af Andragendets Vedtagelse? At Regeringen var bleven stillet ligeoverfor Betænkninger fra Stænderforsamlingerne, som enten modsatte sig enhver Fællesforfatning eller ønskede den givet et Indhold, som hverken Regeringen eller det danske Folks Repræsentanter havde kunnet gaa ind paa, og fik saa den tilkommende Fællesforfatning en Affattelse, der ikke stemmede med dette Indhold, var der ny Grund til Besværing, og Sagen vilde altsaa ikke være bragt et Hanefjed videre. Som det var at vente, forkastede Rigsraadet de Elleves Audragende efter flere Dages levende og skarp Forhandling, under hvilken ogsaa Lehmann brød en Landse for sund Sands og lovlig Orden mod schleswigholsteinsk A3nmasselse. De Besejrede havde imidlertid let ved at trøste sig over dette Nederlag; thi de stolede paa, at der bag dem stod 40 Millioner Tydskere, der havde baade Evne og Vilje til at gjenoptage den Kamp, hvori de selv havde maattet ligge under — og heri bedroge de sig ikke. Allerede den 1ste Juni 1856 kom der en preussisk Note hertil og tre Uger senere en østerrigsk, der begge støttede de Elleves Andragende og paastode, at hverken Fællesforfatningens Tilblivelse eller Øeaaden, hvorpaa den afpælede Grændsen mellem Fælles og Særligt, for Holstens Vedkommende stemmede med de af Danmark indgaaede Forpligtelser — og hermed var det andet tydske Overfald paa Danmark indledet, som først skulde afsluttes med Statens Sønderlemmelse ved Freden i Wien 1864. For at vedligeholde den gode Forstaaelse med de to tydske Stormagter indlod