207 vor Regering sig ligeoverfor disse paa at forklare og forsvare det Skete. Men dens Bestræbelser i saa Henseende bleve uden Frugt, og allerede næste Foraar (Marts 1857) ytrede hine den Hensigt at indbringe Sagen for det tydske Forbund og forlangte, at der skulde gives Holsten og Lauenborg Lejlighed til at udtale sig om deres Forfatningsforhold. Med Hensyn til Spørgsmaalet om den Holdning, der fra dansk Side burde indtages ligeoverfor den tydske Indblanding, var der i Regeringens Midte delte Meninger. Den ene Side, der nærmest repræsenteredes af Andræ, var stemt for ubetinget at hævde den engang oprettede Helstat, var det endog ved de yderste Midler. Paa den anden Side stod Hall med den Mening, at der ganske vist, saalænge Sligt kunde ske ved fredelige Midler, burde værnes om Helstaten, men at en Krig ikke kunde tilstedes til Forsvar for en Ordning, som Tydskerne ikke vilde gaa ind paa og største Delen af det danske Folk kun nødig havde bøjet sig under, og at der først kunde blive Spørgsmaal om væbnet Modstand, naar det uafhængige Danmarks Rige antastedes. Efterat den sidste Retning havde sejret, og Forsædet i Ministeriet som Folge deraf var gaaet over til Hall, sammenkaldte Regeringen i Sommeren 1857 de holstenske Stænder og forelagde dem et nyt frisindet Udkast til en særlig Forfatning for Holsten, hvorved der tillige vilde gives dem Lejlighed til at komme ind paa Behandlingen af Spørgsmaalet om Fastsæattelsen af Grændserne mellem fælles og særlige Anliggender — et Spørgsmaal, som Januarministeriet i sin Tid havde unddraget Stændernes Raadslagning. Forsamlingen afviste imidlertid Udkastet og forlangte den „ulovlige“ Fællesforfatning omgjort, førend der kunde være Tale om Ordningen af Hertugdømmets særlige Anliggender. Lauenborg sejlede i Holstens Kjølvand og indgav ligefrem Klage over Regeringen til det tydske Forbund. Dette, i hvis Hænder Preussen og Østerrig samtidig nedlagde den hele Tvist med Danmark, greb med Begjærlighed Lejligheden til at indblande sig i den danske Stats Anliggender.