209 gjørelse af 6te November 1858 erklærede den Fællesforfatningen hævet for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, idet den forbeholdt sig at indlede de fornødne Skridt til paa forfatningsmæssig Maade atter at knytte dem til de øvrige Statsdele. Det var altsaa bragt dertil, at Tydskland selv havde tvunget Danmark til foreløbig at udelukke de tydske Forbundslande af Helstaten, medens Forfatningsloven af 1855 vedblev at bestaa for Kongeriget og Sønderjylland. Som Sagen stod, havde Tydskland Intet mere at fordre, og vor Regering erklærede derfor ogsaa for de fremmede Hoffer, at det var den umuligt at gaa længere ad Indrømmelsernes Vej, og at det særlig maatte være den en bydende Pligt at gjøre Modstand, hvis Forbundet skulde gaa saa vidt at gjøre Indgreb i Kongens Uafhængighed som Hersker i det danske Rige. Som det fremgik af det til Kundgjørelsen af 6te November knyttede Forbehold, betragtede Regeringen Fællesforfatningens Ophævelse for de tydske Hertugdømmer som en foreløbig Foranstaltning, og dens Opgave maatte altsaa være at forsøge Helstatsbygningen gjennemført paa et nyt Grundlag. Da de holstenske Stænder Aaret efter traadte sammen, gjorde den det første Skridt til ved en Overenskomst med sine tydske Undersaatter at naa dette Maal. Der forelagdes atter et Udkast til en Forfatningslov for Holsten, og Fællesforfatningen af 1855 meddeltes derhos til Efterretning, ligesom det i sin Tid var sket ligeoverfor Rigsdagen. Stænderne modtoge imidlertid ikke den Haand, Ministeriet rakte dem, og stillede Forslag til en Ordning, der gik ud paa en fuldstændig Firdeling af Monarkiet, og hvis Kjærnepunkt var Forlangendet om, at intet Anliggende, der angik hele den danske Stat, skulde kunne sættes igjennem, førend det var forelagt for og vedtaget af enhver især af de fire Repræsentationer, Rigsdagen og Stænderforsamlingerne for Sønderjylland og de to tydske Hertugdømmer, saaledes at hvis kun een af disse fire Forsumlinger sagde Nej til Sagen, skulde den betragtes som forkastet. Dette 14