210 Forslag var saa vanvittigt, at det med Føje lod sig betvivle, at det kunde være fremsat for fuldt Alvor. Men det afgav under alle Omstændigheder det uforkasteligste Vidnesbyrd om, at det ikke var de schleswigholsteinske Partigængere om at gjøre at komme til nogen Overenskomst med Regeringen eller deres danske Medundersaatter, men kun om at holde Striden gaaende, indtil Tidsforholdene maatte begunstige deres og deres sydlige Stammefrænders Planer til det danske Riges Sønderlemmelse. Tonen i Stændernes Forhandlinger passede ganske til det Sindelag, der havde aabenbaret sig i hint Forslag: Baron Scheel-Plessen ytrede fra Formandssædet uforbeholdent, at Holsten ikke vilde tilhøre nogen anden Statshelhed end Schleswigholstein, og en af hans ridderskabelige Standsfæller opstillede den Paastand, at det var Danmark og ikke Schleswigholstein, der i Aaret 1848 havde gjort Oprør. — Holstenernes udæskende Anmasselse formaaede dog ligesaalidt som Forbundets Overgreb at faa det hallske Ministerium til at opgive sin besindige og forsonlige Holdning. Det besvarede Stændernes Optræden med at foreslaa Rigsraadet Foranstaltninger til at sikre Holsten mod finansiel Overbebyrdelse, saalænge det ikke var repræsenteret i Raadet, og henstillede til Forbundsdagen at søge en Overenskomst med Holsten bragt til Veje ved en Forhandling mellem 8 Rigsraader og 8 Medlemmer af Hertugdømmets Stænderforsamling under en af Ministrenes Forsæde. Af Grunde, der ikke vedkom Landets udenrigske Politik, afløstes Hall i December 1859 af Folkethingets hidtidige Formand Rotwitt. Men ved dennes pludselige Død i Februar 1860 opløstes den af ham dannede Regering, og Hall overtog Forsædet i et nyt Ministerium, der bl. A. talte Monrad og Fenger i sin Midte. Forhandlingerne med Tydskland indtraadte nu i et nyt Udviklingstrin. For den mere Skarpsynede kunde det vel ikke være skjult, at det ikke var for Holstens Skyld, den hele Strid var yppet, at tvertimod Indblandingen i Virkeligheden gjaldt Sønderjylland, og at Holsten kun benyttedes som