211 Løftestang for at komme hint til Livs; men hidtil havde man dog fra tydsk Side udvist saa megen Sømmelighedsfølelse, at Sønderjyllands Navn ikke var nævnt i Forhandlingerne. Nu troede man imidlertid ikke længer at behøve at iagttage dette Hensyn. J Forbundets Svar paa vor Regerings Henstilling om Stridens Udjævning ved Forhandling mellem Medlemmer af Rigsraadet og de holstenske Stænder stak allerede Hestefoden frem. Kort efter gav den ene af den preussiske Rigsdags Afdelinger sig til at forhandle om Forholdene i Sønderjylland, som om dette var en preussisk Provins, og det var saa langt fra, at denne Forhandling mødte nogen Indsigelse fra den preussiske Regerings Side, at den endog deltog deri og gjennem Udenrigsministerens Mund erklærede, at Forbundets retlige Fordringer med Hensyn til Sønderjylland endnu ventede paa deres Opfyldelse. Imod en slig Fremfærd nedlagde Hall en kraftig Indsigelse og hævdede Sønderjyllands Egenskab som en udelukkende dansk Landsdel; men Preussen besvarede denne Indsigelse med Paastanden om, at Danmark med Hensyn til hin Landsdel var „traktatmæssig“ bundet ved Overenskomsterne af 1851—52. Nu blandede England sig i Striden: det modsagde Preussens Paastand om, at Enkelthederne af Sønderjyllands Styrelse kunde vedkomme det tydske Forbund, men raadede paa den anden Side den danske Regering til at gjøre det tydske Sprog nogle Indrommelser i Sønderjylland og herved stemme de tydske Magter til Forsonlighed. For ikke at støde England fra sig indrømmede Regeringen det Forlangte, uden at der dog derfor viste sig nogen forsonligere Stemning i Tydskland. Der truedes tvertimod paany med en Forbundsexekution, hvortil Paaskudet denne Gang søgtes deri, at de Foranstaltninger, Regeringen netop for at beskytte Holsten imod Overbebyrdelse havde faaget sat igjennem, ikke havde været forelagte de holstenske Stænder. Under disse Omstændigheder troede Regeringen det rettest at gjøre endnu et sidste Forsøg paa at komme overens med Stænderne. Den forelagde dem ikke alene for tredje Gang 14*