214 Udgang, for det Udlands Skyld, hvis Sind og hvis Kræfter ere saaledes optagne af de farefuldeste Spørgsmaal, at det aldrig vilde kunne tilgive os at forøge dem med en ny Vanskelighed, hvis dens Uundgaaelighed ikke var klarligen bevist.“ Dette Bevis forelaa imidlertid tilstrækkelig i de Beslutninger, hvortil Stænderne kom. Efter disse maatte „selv de Fredsommeligste iblandt os erkjende, at der ikke længer er noget Valg“, og Evropa vide, „at det ikke er den danske Regering, som har forladt det Grundlag, hvorpaa man engang troede at have bygget en varig Fred.“ Men han hawvde tillige med stor Styrke fremhævet, at hermed var da ogsaa „det Sjeblik kommet, da den igjennem en Række af Aar med saa stor Selvfornægtelse og Taalmodighed forfulgte Stræben, at indordne Holsten i en hele Monarkiet omfattende konstitutionel Forfatning, maa opgives“. „Siden vi i 1852 maatte bøje os for Kundgjørelsen af 28de Januar, have vi troligen arbejdet paa at skabe og opretholde den Helstatsforfatning, som nu ikke vi, men Holsten og Tydskland have brudt. Nu er for os som saa mange andre Stater Tankerne fra 1848 vendte tilbage, og Tydsklands paany truende søsyge Erobringslyst maa nødvendigvis paany samle alle gode Danske om Ejderprogrammet“. Folkets Opgave maatte være at styrke Regeringen „i den Erkjendelse, at ethvert videre Forsøg paa at vinde eller kjøbe Holstens Samtykke til en Tilslutning til Fællesforfatningen nu maa opgives, saa at Maalet for den danske Regerings Stræben nu maa være: at anvise Holstens tydske Berettigelse og statlige Selvstændighed fuldstændig Fyldestgjørelse og gjennem en folkelig og frisindet Udvikling af Fællesforfatningen at gjøre den til, hvad den bør være, til et Værn for den dansk-slesvigske Stats Uafhængighed og Frihed.“ — Vi skulle her saa meget mindre dvæle ved Lehmanns Virksomhed i hans særlige Egenskab af Indenrigsminister, som det — hvad alt er antydet i det Foregaaende — ved hans Udnaæbnelse hertil mere gjaldt om overhovedet at give ham Plads i Stats-