215 rqadet end netop at stille ham i Spidsen for dette enkelte Ministerium. Det er Maaden, hvorpaa den Regering, af hvilken han var bleven Medlem, stillede sig til Danmarks Livsspørgsmaal, som her har størst Interesse for os, og vi skulle derfor saa kort som muligt forfølge Gangen i denne Sags Udvikling i den Tid, da Lehmann delte Ansparet for Sagernes Ledelse, da han utrættelig og trofast stod Hall ved Siden og i Forening med ham maaske mere end noget andet af Regeringens Medlemmer bidrog til at give denne dens ejendommelige Særprag. De internationale Forhandlinger med Preussen og Østerrig aabnedes med et Forslag fra dansk Side til den midlertidige Ordning af Holstens Forhold svarende til det, der sidst havde været forelagt de holstenske Stænder. Men i Stedet for at skænke dette Forslag nogen Opmærksomhed drejede vore Modstandere Forhandlingen ind paa det Tydskland uvedkommende Sønderjylland. De begyndte med Klager over den danske Regerings „Færd“ i denne Landsdel og over, at Rigsraadet vedblivende gav sig af med dens Anliggender, og fortsatte med formelig Indsigelse imod enhver Beslutning af Rigsraadet, der berørte Sønderjyllands Stilling — en Indsigelse, hvortil det tydske Forbund for sit Vedkommende sluttede fig. Tilsidst gik Anmasselsen saa vidt, at man i Avgust 1862 forlangte, at Fællesforfatningen skulde fuldstændig ophæves og et nyt Udkast til en saadan udarbejdes, der ikke som Forfatningen af 1855 maatte bygge de enkelte Landsdeles Repræsentation i Rigsraadet paa Folketallet, at dette Udkast derefter skulde forelægges til Vedtagelse saavel for Kongerigets som Sønderjyllands og de to tydske Hertugdømmers Folkeraad, og at disse, indtil en Fællesforfatning paa denne Maade var bleven til, hvert især skulde have lige Judflydelse paa Fællesanliggenderne. Videre kunde fremmed Indblanding i en uafhængig Stats Anliggender vanskelig gaa. Det afsindige Forslag, der 1859 var kommet til Verden i Stændersalen i Itzeho, klang nu igjen fra Preussens og Østerrigs Hoffer, og selv Storbrittaniens