216 vankelmodige Udenrigsminister Lord Russel, der under et Ophold i Tydskland fuldstændig var erobret for de schleswigholsteinske Lærdomme, støttede nu denne Tanke. Vor Regering havde strax tilbagevist de tydske Stormagters grundløse Klager, mindet om, at det i 1851 fra tydsk Side udtrykkelig var erkjendt, at Forholdene i Sønderjylland maatte være Tydskland uvedkommende, og hævdet Rigsraadets fuldgyldige Bestagen for de Landsdele, der ikke hørte under Forbundet, ligesom den heller ikke havde forsomt at henlede de venskabelige Magters Opmærksomhed paa, hvorledes Tydsklands Indblanding mere og mere gjaldt den utvivlsomt danske Besiddelse Sønderjylland. Ligeoverfor Modstandernes voxende Fordringer fastholdt den med Fasthed og Værdighed sit engang indtagne Stade og afviste „paa Grund af sørgelige Erfaringer“ enhver Forhandling om Senderjyllands Forhold. Under den ivrige Notevexel i Løbet af det sidste Aars Tid var Spørgsmaalet om Holsten tilsyneladende trængt i Baggrunden. Men vor Regering tabte for sit Vedkommende ikke denne Stridens oprindelige Gjenstand af Syne, og da de holstenske Stænder samledes i Januar 1863, gik den endnu et Skridt videre i Imødekommen, idet den nemlig bestemte sig til at give dem medbesluttende Indflydelse paa Fællesanliggenderne ved at forelægge dem til Vedtagelse en Række Lovforslag om saadanne. Men heller ikke disse Forslag vilde Stænderne indlade sig paa. De udtalte ligefrem, at der kun under Forudsætning af Sønderjyllands og Holstens Forening kunde tænkes paa Forsoning, og vedtoge paany at opfordre Forbundet til at tage sig af Hertugdømmets „krænkede Rettigheder“. Naar de holstenske Stænder saaledes endog vægrede sig ved at gaa ind paa et Tilbud om med Hensyn til Fællessagerne at stilles paa lige Fod med Rigsraadet, maatte Statslivet, der allerede længe havde været lammet under Trykket af det Usikre og Midlertidige i alle Forholdene, fuldstændig standse. Om ikke før, nu maatte dog i alt Fald Sjeblikket endelig være kommet, da selv de mest Forblindede maatte indse, at der ikke