217 kunde tænkes paa ved nogen Overenskomst med det gjenstridige Holsten eller med dets selvbestaltede Værger paany at faa gjennemført en Helstatsforfatning, medmindre den indrettedes saaledes, at al Magt over den danske Stats Anliggender lagdes i det tydske Mindretals Hænder. Et saadant Selvmord kunde hverken den danske Regering eller det danske Folk gaa ind paa. Vilde Holsten ikke leve i Samliv med os paa rimelige og billige Vilkaar, maatte man lade det leve sit eget Liv, men vi maatte da til Gjengjæld ogsaa have Ret til at leve vort eget Liv uafhængigt af tydsk Forgodtbefindende. Det var denne Tanke, som Hall allerede i Svaret paa de 71,000.s Adresse havde udtalt, som Rigsdagen fiden den Tid gjentagne Gange havde anbefalet som den Løsning, der burde tilstræbes, og som endelig Sverig-Norge — den eneste evropæiske Magt, der helt og udelt stillede sig paa vor Side — indstændig havde tilraadet vor Regering at søge gjennemført. Nu eller aldrig maatte denne Tanke være moden til Udførelse, og Regeringen — der allerede i November 1862 som en forberedende Foranstaltning havde truffet Bestemmelse om Oprettelsen af en stedlig Regeringsmyndighed for Holsten — tog derfor ogsaa sin Beslutning i Overensstemmelse hermed. I en Kundgjørelse af 30te Marts 1863 udtalte Kongen, at de Aftaler med Tydskland, hvorpaa den hidtil bestaaende Ordning af Staten var bygget, ikke vare blevne opfyldte fra tydsk Side, idet Forbundet havde indblandet sig i hans Riges indre Anliggender og opstillet Fordringer, som hverken havde nogen Berettigelse i Forbundslovene eller vare forenelige med hans Krones Uafhængighed, og at en saadan Tilstand ikke længere kunde taales. Det var derfor hans Agt fuldstændig og endelig at udløse Holsten af det hidtil bestaaende Forfatnings-Fællesskab med Danmarks Rige og stille det hen som en selvstændig og ligeberettiget Statsdel ligeoverfor dette. Uagtet Holstens endelige Udsondring visselig ligesaa fuldt som det Skridt i samme Retning, der foreløbig toges den 6te November 1858, var fremtvunget af Tydskland, vakte