218 dog Beslutningen herom en sand Storm baade i den schleswigholsteinske Lejr og syd for Elben. I Holsten prædikede man i offenlige Møder ligefrem Oprør og Hertugdømmernes Besættelse af tydske Tropper. Fra Preussen og Østerrig indløb der Indsigelser mod Kundgjørelsen af 30te Marts, og ogsaa Forbundsdagen satte sig i Bevægelse. Under Paaberaabelse af, at Kundgjørelsen skabte en Stilling for Holsten og Lauenborg, der stod i Strid med Overenskomsterne af 1851—52, og tilsigtede at forberede Sønderjyllands Indlemmelse i Kongeriget, besluttede Forbundet den 9de Juli at gjøre Exekution i Holsten og for Sønderjyllands Vedkommende at anvende „alle passende Midler“ til at sikre sine formentlige Rettigheder, saafremt den danske Regering ikke inden sex Uger gjorde Meddelelse om, at der var indledet Skridt til Tilvejebringelsen af en ny Holsten og Lauenborg omfattende Fællesforfatning, indrettet enten efter Aftalerne fra 1851 eller efter Firdelings-Grundsætningen. Vor Regering svarede hertil, at Kundgjørelsen var en simpel Følge af de holstenske Stænders og Tydsklands egen Optræden, at den iøvrigt var rede til at opfylde ethvert Forlangende fra Forbundets Side med Hensyn til de to tydske Hertugdommer og kun for Sønderjyllands Vedkommende maatte modsætte sig al fremmed Indblanding. Ligeoverfor Forbundet, som ikke vilde nogen rimelig eller billig Løsning af Tvisten, var dette Svar selvfølgelig virkningsløost, og den 1ste Oktober vedtoges den nærmere Fremgangsmaade med Hensyn til Exekutionens Udførelse, idet der endnu gaves Danmark tre Ugers Betænkningsfrist. To Dage forud havde vor Regering imidlertid gjort et Skridt, der udfyldte og fuldstændiggjorde Beslutningen af 30te Marts. Efterat Holstens Udsondring var slaaet endelig fast, maatte Fællesforfatningen udtrykkelig indskrænkes til kun at gjælde Kongeriget og Sønderjylland, og der var ikke længer nogen Grund til at lade dens Indhold være saa afvigende fra Danmarks Riges Gruudlov, som Tilfældet havde været med Forfatningen af 1855. Uden — som Forbundet gav sig Skin af