224 for sig villig stillede sig ved dets Side. Sverig-Norge trak sig tilbage fra det aftalte Forsvarsforbund, og for at gjøre Maalet fuldt, fremkaldte Englands haanlige Afvisning af Kejser Napoleons Kongres-Forslag en fuldstændig Forandring i den almindelige politiske Stilling i Evropa, der hidtil havde været os saa gunstig. Under disse Omstændigheder maatte de Mænd, der hin 13de November syntes at staa ved Dørtærskelen til Endemaalet for saa mange Aars ufortrødne Arbejde, træde bort fra Styret. Hvad Lehmann angaar, da var han under alle Omstændigheder paa Grund af særlige personlige Forhold neppe længe efter Thronskiftet forbleven i Regeringen — nu stod han Last og Brast med sine Embedsfæller, der i den sidste Tid holdt deres Raadslagninger om hans Sygeseng. Som en Følge af det Tryk, Stormagterne og især England og Ruslang udøvede i Kjøbenhavn for at formaa Danmark til at indrømme Tydskland Alt for Intet at vinde, indgav hele Ministeriet Hall Juleaften 1863 Begjæring om sin Afsked, som det fik paa Aarets sidste Dag, og siden den Tid indtraadte Lehmann ikke mere i Statstjenesten. — Nu kom Aaret 1864 med sine grændseløse Skuffelser og grændselose Ulykker. Hvad Lehmann med sin glødende Fædrelandskjærlighed led i dette Sorgens Aar, behøver ikke nærmere at paavises. Hans Sjæl vaandede sig under de Slag, Forsynets Haand slog vort Fædreland, og han blev under Trykket af dette Aars Byrder en gammel Mand. Men saalænge hans fordums Embedsfælle Monrad stod ved Styret, var han rede med Raad, saa tit saadant æskedes, og det er for nylig sagt, at han særlig skal have fraraadet saadanne Beslutninger, hvorved Danmark vilde være Skyld i, at London-Konferencen gik fra hinanden med uforrettet Sag. Freden i Wien sluttedes, og hvad før 1864 kun de Færreste i Danmark i deres mest mistrøstige Ojeblikke havde anet, det skete: hele Sønderjylland løsreves fra Moderlandet. Men var der Nogen, som desuagtet ikke lod Baandet imellem sig og de trofaste Brødre dernede