225 briste, var der Nogen, som altid var rede til med Raad og med Daad at staa dem bi i Løsningen af den tunge Opgave, der fra nu af var dem stillet, var der Nogen, som tidlig og sent i det Stille kun virkede for dem — saa var det Orla Lehmann, og det var denne Gjerning, der saa at sige fra nu af mest udfyldte hans Liv og holdt ham oppe. Den Glæde i alt Fald havde da Lehmann ogsaa at opleve, at de danske Sønderjyders Nationalfølelse aldrig har vist sig kraftigere og renere end netop under Fremmedherredømmets Tryk. Og hvad der ligger heri af Haab og Fortrøstning, fandt han i de senere Aar gjentagne Gange Lejlighed til klart og slaaende at udtale, fyldigst maaske i det Foredrag, han 1868 i den danske Folkeforening holdt om „Det gamle Mellemværende mellem Dansk og Tydsk.“ Umiddelbart efter Krigens Slutning udbrød den langvurige og uhyggelige Forfatningsstrid. Med Asfstaaelsen af Sønderjylland var Grunden bortfalden til at have to Forfatninger her i Riget. Men fordi det Fællesskab i Anliggender mellem Kongeriget og Sønderjylland, der havde foranlediget Tilblivelsen af Grundloven af 18de November 1863, ikke længer var til, havde denne Lov ikke uden videre tabt sin Gyldighed. Den kunde kun ophæves og Grundloven af 5te Juni 1849 paany udvides til at gjælde alle Lovgivningssager derved, at saavel Rigsraadet som Rigsdagen grundlovmæssig gave deres Samtykke dertil. Det er bekjendt, hvorledes et stort og mægtigt Parti lagde al sin Indflydelse i Vægtskaalen først for ved Fremdragelsen af en Række Formspørgsmaal at faa Forslaget til den saaledes nødvendigblevne Forfatnings-Forandring skudt til Side og senere for at tilintetgjøre ethvert Forsøg paa at benytte Forfatnings-Forandringen til at skaffe de Dele af Befolkningen, der efter Junigrundlovens Valgbestemmelser for stedse maatte være i Mindretallet, nogen til deres Betydning for Samfundet svarende Indflydelse i alt Fald paa Landsthingets Sammensætning. Det er bekjendt, at der længe ikke var nogen Ende eller Løsning at øjne paa 15