226 Striden, og at den nys overmandede og udplyndrede danske Nation gav Verden det uhyggelige Skuespil af et med sig selv splidagtigt Folk. De Interesser, der her stode paa Spil, vare altfor vigtige til, at Lehmann vilde holde sig tilbage fra Kampen. Som Medlem af Landsthinget kæmpede han med ædel Varme baade imod for vidtgaaende Forsøg fra Regeringens Side paa at benytte Lejligheden til Indgreb i Junigrundlovens Indhold og imod Venstremændenes blinde og ensidige Paastande om hin Lovs ubetingede Uangribelighed. Ogsaa udenfor Rigsdagen og særlig gjennem et lille af den danske Folkeforening udgivet Skrift, der i 45,000 Exemplarer blev udbredt over alle Landets Egne, virkede han for at stemme Sindene til at søge en snarlig Udgang paa Striden, og med hele det Parti i Folkerepræsentationen, hvortil han hørte, var han selvfornægtende nok til sluttelig at gaa ind paa en Løsning, der fremfor Alt var egnet netop til at formindske dets egen politiske Indflydelse. At Lehmanns Holdning i denne Sag paany vilde udsætte ham for hadefulde Angreb og Krænkelser fra det umiddelbare Demokratis Side, bekræftede Erfaringen tilfulde. Men i 1864 og nærmest paafølgende Aar var der en anden politisk Retning herhjemme, hos hvis Tilhængere Lehmann var fuldt saameget Gjenstand for et lidenskabeligt Nag, som han nogensinde havde været fra Venstremændenes Side. Vi sigte til det ejendommelige Parti — eller hvorledes vi nu skulle betegne det — som man træffende har kaldt „Fjenden i vor egen Lejr“. Det var en af den ulykkelige Krigs ikke mindst uhyggelige Følger, at Alt det, der bevidst eller ubevidst hængte sammen med Tydskeriet i Danmark, mylrede frem af de Kroge, hvor det hidtil havde ligget skjult, og pludselig fik Maal og Mæle. Det havde Mod til at vedkjende sig en Tvivl, som Ingen i hele Verden udenfor Tydskland ellers nærede, om nemlig dette eller Danmark havde Retten paa sin Side. Det lammede vor Modstandskraft og splittede Folkets Enighed og Sammenhold, og efter Krigens Slutning bredte det sig, som om det vilde