228 havde forsøgt at lese denne Opgave — i Holstens og Tydsklands ubetingede Modstand imod enhver senere og for Danmark lempeligere Løsning af Opgaven — i Kong Frederik VII.s Død netop paa det for Riget mest skæbnesvangre Tidspunkt — endelig i Evropas hele retløse Tilstand. Ligesom Lehmann i Indledningen til sin lille Bog hævdede, at han havde taget Ordet ikke nærmest for at værge sig og sine politiske Meningsfæller mod Miskjendelse og Had, men for at imødegaa en Opfattelse, der var lagt an paa at nedbryde Folkets Tro paa det nationale Partis Stræben efter at hævde Fædrelandets Uafhængighed og Selvbestemmelse, saaledes fremhævede han ogsaa i dens Slutning, at dette Partis Politik „var ingen anden end at bevare et uafhængigt dansk Rige, hvori det danske Folk i Fred og Frihed kan udvikle sit eget Livs Væsen og Indhold“, og at „dette samme Formaal ogsaa maa være vor Fremtids Opgave.“ Men hvor uimodsigelig endog Lehmanns Bevisførelse var, saa formaaede han dog ligesaa lidt som de Andre, der offenlig toge Ordet i samme Retning, at overbevise Modstandere, der nu engang, forblindede af Had, ikke vilde lade sig overbevise. Endnu en rum Tid førte de det store Ord, endnu en rum Tid udtomte de sig i Forhaanelser og falske Beskyldninger mod de Mænd, der i steørste Delen af Frederik VII.s Regeringstid havde gaaet i Spidsen for Udviklingen, og i deres Lyst til særlig at komme Lehmann til Livs toge de stundom ikke i Betænkning at ty til de smaaligste Drillerier. Ihvorvel Lehmann ingenlunde var tilstrækkelig pandsret mod personlige Krænkelsers Naalestik, saa kunde han dog i det Hele ryste det Slags Forfølgelser af sig. Der var andre Følger af de forandrede Forhold, som han tog sig mere nær. Det var, vil man ikke kalde det naturligt, saa i alt Fald helt forklarligt, at den Forgudelse, for hvilken Lehmann gjennem en Aarrække af sit Liv havde været Gjenstand, havde udviklet ikke alene hans berettigede Selvfølelse, men tillige hans Forfængelighed. Han kunde lettere bære ligefremme Forhaanelser