229 fra Fjenders Side, ja endog et saadant Martyrium som det, der 1849 paalagdes ham, end Trykket af Forhold, der krænkede hin Følelse. Og det lader sig ikke nægte, at Lehmannus Stilling i Landsthinget efter den Forandring, dettes Sammensætning var undergaaet ved den gjennemsete Grundlov, var af den Beskaffenhed, at hans Selvfølelse ikke sjelden maatte saares. Det var nu et Særsyn, at han, der i saa mange Aar havde været ubetinget den Første i denne Afdeling af Repræsentationen og med Broderparten af Arbejdet ogsaa havt Broderparten af Æren, blev sat ind i et Udvalg. Han havde, som han undertiden udtrykte sig, „nedlagt sin Kommandostav“ i andre Hænder; men denne Nedlæggelse var ikke helt frivillig. Og naar han blev forbigaaet ved Lejligheder, hvor han mente, at han var selvskreven til at være med, da turde det vel være, at Saadant ikke altid alene skyldtes Modstandere, men nu og da ogsaa Venner, der havde Sjet mere fæstet paa hans smaa Brøst og Skrøbeligheder end paa hans store og uomtvistelige Fortrin. Paavirket heraf trak han sig stundom saaret tilbage i sig selv og forstod da ikke altid at bære virkelig eller formentlig Tilsidesættelse med den Ro og Værdighed, man kunde have ønsket. Men det skal dog siges med Sandhed, at hau ultid igjen stillede sig i første Række, naar det gjaldt noget Større og Alvorligere, og fremfor Alt, naar Sagen strejfede, hvad der kunde henføres under „den højere Politik“, som nu engang var egnet til at give hans Arbejdskraft og Veltalenhed det rette Sving. Dette tom saaledes særlig frem under Behandlingen af den islandske Forfatningøssag i Samlingen 1868—69. Mærkelig nok, ligesom Island havde været Gjenstand for en af hans første politiske Afhandlinger, saaledes blev det ogsaa Emnet for hans sidste storslaagede parlamentariske Optræden. I denne Sag bar han som Ordfører for Udvalget atter saa godt som ene den hele Behandling, og det var med fuld Føje, naar et fremragende Medlem af Thinget om hans Holdning ved denne Lejlighed sagde, at det var kjendeligt, han her igjen for Alvor „havde iført sig sit gamle Styrkebælte“. Jevrigt virkede dog