230 hin Følelse af i Sammenliguing med tidligere at være tilovers i Forening med det stedse voxende legemlige Tryk, vi nedenfor nærmere skulle omtale, til, at Lehmann tilsidst følte sig træt af den parlamentariske Virksomhed, og i Marts 1870 erklærede han det privat for sin Hensigt at nedlægge sin Fuldmagt som Landthingsmand, inden Rigsdagen atter traadte sammen. Som han imidlertid i Rigsdagen trods al Træthed vedblev at virke til det Sidste, saaledes var han ogsaa udenfor Repræsentationen rede til at træde frem, saa tit der i den Sags Navn, han hadde viet sit Liv, stilledes et Krav til ham, og mangfoldige vare endnu i Aarene efter Krigen de Lejligheder, hvor hans mægtige Veltalenhed bruste ud over denne eller hin offenlige Forsamling. Vi skulle saaledes minde om hans Tale ved Festen paa Klampenborg for de sønderjydske Gjæster den 5te September 1865, hvor han, idet han mindede om, at Gud „er ikke blot Hjemsøgelsens, men ogsaa Oprejsningens Gud“, prædikede Haabets Evangelium og stærkt betonede, at de Sønderjyder, „som ere Danske og ville være det, ophøre ikke at være Danske, fordi de nu statsretligen ere skilte fra Danmark.“ Vi skulle minde om de frimodige og alvorlige Ord, som han i den mesterlige Tale, han efter Opfordring holdt paa Stockholms Børs den 29de Juni 1866, lagde de Broderfolk paa Sinde, der havde svigtet os i Nødens Stund. „Hvis de Svenske og Nordmændene“ — sagde han bl. A. — „ikke betragte det hele Norden som deres sande Fædreland, saa at det hele trues, naar en Del angribes, det hele lider, naar en Del er stedt i Vaande, ja mine Herrer! saa er den skandinaviske Tanke en smuk Drom, god til Viser og Skaaltaler, men ikke værdig til alvorlige Mænds alvorlige Stræben. Ikke som en Medlidenhedens Almisse, men som et Selvforsvar, fordret af den egne Interesse, paabudt af den egne Pligt, ventede vi Sverigs og Norges Hjælp“; thi „Danmark er ligesaa nødvendigt for Sverig og Norge, som disse ere det for Danmark“. Ja han tog end ikke i Betænkning at minde sine svenske Tilhørere om, at „Sverig kan ikke til evig Tid blive ved at leve