232 det fordredes. Endnu den 4de November 1869 indledede han i Foreningen en Droøftelse af vor almindelige politiske Stilling med et fortrinligt Foredrag, som i korte klare Træk og med Bliklet vendt baade ud- og indadtil gjorde fuldstændig Rede for, hvor vi i Øjeblikket vare, og hvorledes vi vare komne der, som i Forbigaaende belyste alle Tidens Stikord, baade „Alliancen mellem store og smaa Bønder“, „Kjøbenhavneriet“, „Doktrinær“ og „Professorpartiet“, og som endte med Udtalelsen af det Haab, at den Tid ret snart maatte være omme, da det sidste Udtryk skulde kunne bruges som Haansord, og „at ogsaa i Almuen den Bevidsthed maa sejre, at Kundskab er Magt, og at det ikke er Hartkornet, men Aanden, som skal herske i Danmark“. — Under al denne forskjelligartede Virksomhed havde Lehmann dog selvfølgelig megen Fritid, og denne anvendte han til at at nedskrive sit Livs Erindringer, hvoraf i alt Fald enkelte Assnit tør forhaabes at ville se Lyset endnu i en nærmere Fremtid. Han var imidlertid, sagde vi, gjennem Ulykkesaaret 1864 bleven gammel, og det var hverken skjult for ham selv eller hans Venner, at en Orm allerede længe havde gnavet paa hans Livstræ. Allerede i Aarene 1857 og 1858 havde et Hjerteonde gjort ham det nødvendigt to Sommere i Træk at giennemgaa en Kur i Marienbad i Bøhmen, og under det sidste Ophold der havde hint Onde antaget et saa alvorligt Præg, at den tydske Læge, under hvis Behandling han laa, havde opgivet ham. Han kom sig dog dengang, om end langsomt; men i Efteraaret 1863 var der atter Fare for hans Liv, og i den tunge Tid efter Frederik VII.s Død og indtil Nytaar 1864 laa han fængslet til Sygelejet af det samme Onde, som sidst havde bragt ham til Gravens Rand. Han havde tilmed i en Aarrække havt hyppige Anfald af heftige Stensmerter; men det Onde, der i de sidste Aaringer hjemsøgte ham saa haardt, at det syntes, som om det kun var den stærke Aand, der opretholdt det svage Legeme, var Sukkersyge.