233 Ved gjentagne Rejser, der i Aaret 1868 endog udstraktes til det nordlige Afrika, søgte han at holde Kræfter og Livsmod vedlige, og naar dette til en Tid lykkedes ham, kunde han ogsaa, hvor nedtrykt hans Sind end var over Danmarks Ulykker, med Frejdighed og Haab kaste Blikket ud i Fremtiden især i den første Tid efter, at Pragfredens femte Artikel havde maattet give Forhaabningerne, selv hos dem, der vare nok saa fortrolige med vor mægtige Fjendes rænkefulde Politik, et bestemt Holdepunkt. Men naar de legemlige Lidelser bleve altfor store, da tilhylledes ogsaa Haabets Stjerne af Skyer for hans indre Blik, og i Følelsen af, at i alt Fald han ikke formaaede at gjøre Noget for at skaffe sit Fædreland og sit Folk Frelsen, kunde han paa Spørgsmaal om hans Befindende udbryde: „Jeg har det som den, der ikke har Mere at gjøre end at sidde og vente paa sin Død“. Saadanne Stemninger bleve hyppigere i den første Halvdel af Aaret 1870. I det yndige Hellebæk, hvor han tilbragte Sommeren, følte han sig dog bedre, og da saa hin 17de Juli det mægtige Budskab fløj ud over Verden: „Frankrig har erklæret Preussen Krig“, da blussede Livskraft, Haab og Mod atter vældig op i ham, da troede han endnu at skulle opleve at se Bod for Danmarks Ulykke og Lægedom for dets Ulivssaar. Men han oplevede kun at se sit kjære Frankrigs Lykkestjerne slukkes i Nederlagenes Nat. I aandeløs Spænding lyttede han til Kamptummelen ved Rhinen og Mosel, han havde ingen Ro mere i Hellebæk og flyttede til Kjøbenhavn for bedre at være i Stand til at holde Skridt med Begivenhederne. Saa kom Ulykkesbud paa Ulykkesbud, Wissembourg, Forbach, Wørth og tilsidst det forfærdeligste af Alt — Sedan, og det var Mere, end det Hjerte kunde bære, som havde troet paa saa meget Stort og Godt, men som det med Alt det dog turde have bristet paa den Tro, som holder Mennesket oprejst, naar alt Jordisk, hvortil han har fæstet sin Lid, styrter sammen. Fra den óte September maatte han efter allerede i flere Dage ikke at have følt sig vel holde Sengen for aldrig at