234 rejse sig mere. Samvirkningen af de forskjellige legemlige Onder, hvoraf han havde lidt, havde udtømt hans Kræfter, og en Brandbyld i Nakken stødte til, der maatte opereres den 9de. Smerter følte han ikke, men pintes af den ulidelige Tørst, der er Sukkersygens Særkjende. Skjøndt han var fri for Feber, var der dog flere Dage, da han bestandig fantaserede snart over Frankrigs fortvivlede Stilling og dets Brist paa Mænd, der vare denne voxne, snart om vore egne Ulykker, snart om Norden og dets Fremtid o. s. fr. — Alt med en Stemme og et Udtryk, som om han talte for en offenlig Forsamling. Fra den 12te midt paa Dagen laa han hen tilsyneladende uden Bevidsthed, med lukkede Øjne og et kort Aandedræt, og Tirsdag Morgen den 13de Kl. 81,4 drog han sit sidste Suk. Ugedagen derefter foregik hans Jordefærd fra Frue Kirke, hvor hver Vraa var fyldt af de Tusinder, Mænd og Kvinder af alle Samfundsklasser, der vilde vise den Bortgangne den sidste Ære. Og da man saa tilsidst trængtes omkring den palmesmykkede Kiste for at faa Lov til at være med om at yde Orla Lehmann den sidste Haandsrækning, da man langsomt bar den ned forbi Apostelrækkerne og ud til Vognen, som skulde føre den didhen, hvor Marie Lehmann alt i mere end 20 Aar havde hvilet, medens de mægtige Toner af Hartmanns Sørgemarsch over Thorvaldsen gjennembruste Hvælvingerne — da følte vistnok mere end Een, at nu bar man ej blot en af Danmarks Hædersmænd, men tillige et Afsnit af Danmarks Historie til Graven. Vort Emne er hermed udtømt. Men skulle vi til Slutning med et Par korte Træk tegne et Billede af Orla Lehmanns Personlighed, saa ville vi sige først og fremmest, at han var en Mand med en ualmindelig aandelig Begavelse. Hans Opfattelse var ligesaa hurtig som sikker, hans Tanke ligesaa dyb som klar, hans Fremstilling let og sprudlende og, alt eftersom han vilde, snart anskuelig malende, snart inderlig og