32 saa ogsaa stemme overens indbyrdes. Dog er denne Parallelisme mellem Slægtens og Individets Udvikling værdifuld ved den specielle Anvisning, den giver os. Auguste Comte have vi at takke for Fremstillingen af denne Parallelisme, og vi kunne antage dette Punkt af hans Filosofi uden i nogen Maade at gaa ind paa hans øvrige Lære. Det omtalte Princip kan begrundes paa to Maader, som begge ere uafhængige af en hvilken som helst abstrakt Theori, og som hver for sig afgive et tilstrækkeligt Grundlag. Den ene Grund kan udledes af Loven om Nedarvelse, betragtet i sine mere omfattende Konsekvenser. Thi dersom det er sandt, at Mennesker vise Lighed med deres Forfædre baade i Ydre og i Karakter, — dersom det er sandt, at visse aandelige Fænomener, f. Ex. Sindssygdom, indtræffe hos de successive Medlemmer af samme Familie i samme Alder, — dersom vi se bort fra individuelle Tilfælde, hvor Indflydelserne fra de mange afdøde Forfædre blandes med dem fra de faa nu levende og derved i høj Grad fordunkle Loven, og vende vort Blik mod Nationalkaraktererne og bemærke, hvor stadige Modsætningerne mellem dem ere i den ene Slægt efter den anden, — dersom vi erindre, at disse forskjellige Karakterer ere udsprungne fra en fælles Stamme, saa at de nu saa udprægede Forskjelligheder mellem dem maa være opstaaede ved modificerende Omstændigheders Indvirken paa successive Generationer, der hver for sig overleverede de ophobede Virkninger til deres Efterfølgere, — dersom vi se, at Forskjellighederne nu have deres Rod i Organisationen, saa at et fransk