42 Barnets daglige Liv for at se, at hele den Kundskab om Ting, der erhverves før Taleevnen, er selverhvervet, — at Barnet selv iagttager saadanne Fænomener, som at nogle Ting ere haarde og tunge, at visse Personer have visse særegne Former og Farver, og at Dyr af et vist Udseende frembringe visse særegne Lyd. I Manddomsalderen, hvor der ikke længere er Lærere ved Haanden, maa man uden Hjælp gjøre de Iagttagelser og Slutninger, som hver Time paa Dagen ere nødvendige; og paa den Nøjagtighed og Fuldstændighed, hvormed de gjøres, beroer det Held, man har med sig i Livet. Er det da rimeligt, at medens den Vej, der følges i hele Menneskeslægtens Udvikling, atter tilbagelægges baade af Barnet og af Manden, den omvendte Vej skulde følges i Mellemrummet mellem Barnealderen og Manddommen, og det oven i Kjøbet i saa simpel en Ting som at lære Gjenstandenes Egenskaber at kjende? Er det tvertimod ikke aabenbart, at én Methode maa anvendes helt igjennem? Og anviser Naturen os ikke stadig denne Methode, naar vi kun have Forstand til at se den og Ydmyghed til at antage den? Hvad kan være mere aabenlyst end Børns Trang til intellektuel Sympathi? Se, hvor Barnet, der sidder paa dit Knæ, stikker det Legetoj, det har i Haanden, op i dit Ansigt, for at ogsaa Du skal se paa det. Se det stryge sin vaade Finger hen ad Bordet, vende sig om og se paa Dig, gjøre det igjen og igjen se paa Dig, som om det vilde sige: »Hor dog denne nye Lyd!« Læg Mærke til, hvorledes de ældre Børn komme ind i Værelset og raabe: »Moder, se hvilken