43 underlig Ting!« »Moder se engang dette!« »Moder se engang hint!« — en Vane, de vilde bevare, dersom den taabelige Moder ikke sagde til dem, at de ikke maatte plage hende. Betragt engang hvorledes ethvert af Bornene, medens de ere ude med Barnepigen, kommer løbende hen til hende med den nye Blomst, det har plukket, for at vise hende, hvor pæn den er, og ogsaa faa hende til at sige, at den er pæn. Lyt til den Iver og Færdighed, hvormed enhver af de Smaa beskriver noget Nyt, han har været henne at se, naar han blot kan finde En, der vil høre paa ham med Interesse. Ligger Slutningen af alt dette ikke lige for Haanden? Er det ikke klart, at vi maa lempe vort Kursus efter disse intellektuelle Instinkter, at vi kun have at bringe Sammenhæng i den naturlige Fremgangsmaade, at vi maa lytte til Alt, hvad Barnet har at fortælle os om enhver Ting, lede det til at komme frem med Alt, hvad det kan tænke om et saadant Emne, og lejlighedsvis lede dets Opmærksomhed hen paa Kjendsgjerninger, det endnu ikke har iagttaget, for at det selv kan iagttage dem, naar de atter vise sig, samt efterhaanden gaa over til nye Arter af Gjenstande for lignende udtømmende Undersøgelser? Læg Mærke til den Vej, ad hvilken den forstandige Moder ifølge denne Methode leder disse Øvelser. Lidt efter lidt gjør hun sin lille Dreng fortrolig med Navnene paa de simpleste Egenskaber: Haardhed, Blødhed, Farve, Smag og Størrelse, og hertil hjælper han selv ivrig med, idet han bringer dette for at vise hende, at det er rødt, og hint for at hun kan føle, at det er