62 eller fjendtligt og uden Betydning, alt efter som Undervisningsmethoden frembringer Lykke eller Ulykke. Menneskelige Væsener beherskes af deres Ideassociationer. Den, som daglig volder os Ulyst, kunne vi ikke andet end betragte med hemmelig Uvillie, og naar han kun frembringer ubehagelige Følelser, vil han uundgaaelig blive hadet. Omvendt vil den, der stadig hjælper Børnene at opnaa deres Formaal, der hver Time skaffer dem Sejrens Tilfredsstillelse, hver Time opmuntrer dem under vanskelige Arbejder og deler deres Glæde over et heldigt Udfald, blive afholdt, ja, dersom hans Adfærd helt igjennem har denne Karakter, vil han blive elsket. Og naar vi erindre, hvor virksom og velgjørende den Indflydelse er, som kan udøves af en Lærer, i hvem Eleven ser sin Ven, i Sammenligning med den, der kan øves af en Lærer, som betragtes med Modbydelighed eller i bedste Tilfælde med Ligegyldighed, saa kunne vi slutte, at de indirekte Følger af at lede Opdragelsen paa Grundlag af Lykkeprincipet ikke staa meget tilbage for de direkte. Alle, som drage Muligheden af at udføre det her forsvarede System i Tvivl, svare vi som for, at det ikke blot anvises os af Theorien, men anbefales af Praxis. Til de mange Erklæringer af fremragende Lærere, som efter Pestalozzis Tid have bevidnet dette, kan her føjes Professor Pillans Vidnesbyrd, at »naar man underviser de Unge, som de bør undervises, ere de lige saa glade i Skolen som paa Legepladsen, og finde sjelden mindre, ja ofte mere Tilfredsstillelse ved under god Ledelse at bruge deres aandelige Evner end ved at bruge deres legemlige Kræfter.«