108 Oprør mod ham, saaledes fremgaar i mange Familier den Straf, hvormed en Synder hjemsøges, mindre af Misbilligelse af Forseelsen end af Vrede over Ulydigheden. Lyt til de sædvanlige Talemaader: »Hvor tør Du vove at være ulydig mod mig?« — »Jeg kan forsikre dig, jeg skal nok faa Dig til at gjøre det, min Ven!« — »Jeg skal snart lære Dig, hvem der er Herre her!« — og betænk saa, hvad der ligger i disse Ord, i Tonen og i Maaden, hvorpaa de siges. Man sporer langt mere Villien til at kue end Omhu for Barnets Velfærd. I et saadant Øjeblik afgiver Sindets Tilstand kun lidet fra en Despots Stemning, naar han anspænder sine Kræfter for at revse en gjenstridig Undersaat. Rettænkende Forældre ville lige som den menneskekjærlige Lovgiver ikke føle Fornøjelse ved at straffe, men ved at fritage for Straf. De ville hjælpe sig uden Lov, hvor man med Held kan anvende andre Maader at lede Børnenes Opførsel paa, og de ville kun med Beklagelse tage deres Tilflugt til Loven, naar det er nødvendigt. Jean Paul siger: »Den bedste Regel i Politiken skal være: pas trop gouverner; det gjælder ogsaa i Pædagogiken.« I uvilkaarlig Overensstemmelse med denne Grundsætning ville Forældre, hvis Lyst til at herske dæmpes af sand Pligtfølelse, stræbe at faa deres Børn til at raade sig selv saa meget som mulig, og ville kun som sidste Middel tage deres Tilflugt til Absolutismen. Men naar Du befaler, saa gjør det med Bestemthed og Konsekvens. Naar Sagen er en saadan, at den ikke kan behandles anderledes, saa udtal