133 lige Udvikling, og at god legemlig Udvikling er af bestandig større Betydning for deres fremtidige Velfærd. Desuden synes det baade sørgeligt og forunderligt, at en Ulejlighed, man gjerne paatager sig, naar der skal fedes Grise, anses som altfor stor, naar det gjælder om at opfostre Børn. Kun Et endnu, for at advare dem, der bestemme sig til at antage den beskrevne Levevis. Forandringen maa ikke ske pludselig, da langvarig knap Næring svækker Systemet i den Grad, at det ikke paa én Gang kan tage mod kraftig Næring. Mangelfuld Næring er selv en Aarsag til daarlig Fordøjelse. Dette gjælder ogsaa for Dyrs Vedkommende. »Naar Kalve næres med skummet Mælk, Valle eller anden daarlig Føde, ere de tilbøjelige til at faa en slet Fordøjelse« (Morton’s Cyclopædia of Agriculture). Hvor Livsenergien derfor kun er svag, maa Overgangen til kraftig Næring ske gradvis, saa at man forøger Næringen, efterhaanden som Kraften voxer. Fremdeles maa man huske, at Fødens Koncentration kan drives for vidt. Til et rigtigt Maaltid fordres der en Masse, som er tilstrækkelig til at fylde Maven, og herved udelukkes en Kost, hvori der mangler saadanne Stoffer, der give den fornødne Masse. Skjønt Fordøjelsesorganets Størrelse er mindre hos det vel nærede civiliserede Menneske end hos de slet nærede Vilde, og skjønt dets Størrelse i Tiden vil kunne aftage endnu mere, maa dog for Øjeblikket Fødemidlernes Masse bestemmes ved den Evne, som er til Stede. Men afset fra disse to Betingelser fremhæve vi som Resultat: Børns Føde bør være meget