Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første Rejse over Atlanterhavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE STORE OPDAGELSESREJSER 159
hvis ikke Land naaedes inden tre Dage, betragtes som en
upaalidelig senere lavet romantisk Besmykkelse. (Derimod var en saadan
Tvangsaftale virkelig bleven sluttet mellem Bartholomeu Dias og
hans opsætsige Folk, hvad vi har set ovenfor.)
Den 11. Oktober viste stadig flere og flere Tegn til, at man var
i Nærheden af Land. Matroserne opfiskede blandt andet et af
Menneskehaand bearbejdet Træstykke, en grøn Løvranke, en Gren
med røde Bær, og med Jubel modtoges disse Fund som Tegn paa,
at Rejsens Maal snart var naaet.
Man nærmede sig i Virkeligheden ogsaa mere og mere Land.
Allerede den følgende Dag, den 12. Oktober 1492, skulde blive »den
ny Verdens« store Mærkedag.
Søgangen havde været stærkere end nogensinde før, hvorfor
Skibene kun den Dag tilbagelagde 27 Leguas. Ved Nattens
Frembrud — man beregnede da, at man befandt sig 750 Leguas fra
Ferro — da Tiden til Aftenbønnen var inde, holdt Columbus en
hjertelig, indtrængende Tale til de sammenkaldte Søfolk; han udtalte
blandt andet som sin fulde og faste Overbevisning, at det
guddommelige Forsyn snart vilde belønne deres Stræben, og at de om
nogle faa Timer vilde faa Land i Sigte. (Dette ifølge Columbus’
egen Fremstilling, men hvorledes Admiralen egentlig kunde vide, at
man var nærved Land, taler hans Dagbog intet om.)
Han opfordrede alle til at holde skarpt Udkig, og for
yderligere at skærpe Spejdernes Iver lovede han, at den, som først
opdagede Land, af ham personlig, foruden den af Dronning Isabella
lovede Belønning af 10,000 Maravedis, skulde faa en Silkefløjlsjakke.
det vil sige en Hojtidsjakke, som endnu den Dag i Dag sættes højt
i Ære imellem Syd-Spaniens lavere Folkeklasser.
Den »sidste Nats« Timer holdt man Kursen lige mod Vest.
Optagen af sine Tanker og stolte Forhaabninger vandrede Admiralen
frem og tilbage paa S. Marias Agterkastel, nu og da skarpt
mønstrende det ukendte fjerne. Pludselig blev Mørket gennemskaaret af
et Lysglimt, men saa svagt og ubestemt, at Columbus ikke turde
tro sine egne Øjne og fremfor alt ikke vovede at tro, at dette
Glimt virkelig betegnede Land. For ikke at vække unødig
Opmærksomhed, lod han i al Stilhed en af Skibets Officerer hente,
og denne saa ligeledes det af Columbus paapegede Lys. Derpaa
lod Columbus ogsaa Kassemesteren paa S. Maria tilkalde. Denne
kunde imidlertid ikke faa Øje paa det Lys, man vilde have ham til
at se. Og Columbus lod det have sit Forblivende derved.
Klokken 2 om Morgenen saa imidlertid Matrosen Juan
Rodriguez Bermejoj (ifølge en anden Angivelse Rodrigo de Triana)
fra den i Spidsen sejlende Pinta en lav, af Maanen belyst Strand.
Det var den 12. Oktober. Lige 10 Uger efter at man havde forladt
Palos, og 33 Dage efter at man havde tabt Ferro af Sigte. Den
glædelige Nyhed blev titkendegivet ved et Skud fra en Hagebpøsse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
