Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Menneskeslægtens kulturhistoriske Udvikling - Menneskets Oprindelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
begge, Aber og Mennesker, have fælleds Oprindelse: de ere Grene, der ere
skudte ud fra samme Stamme, men som have udviklet sig paa en højst for-
skjellig Maade. Vi kunne ikke paa dette Sted indlade os paa en i Enkelt-
heder gaaende Bevisførelse for denne Paastand, der blev saa stærkt forkættret,
da den først traadte frem; skulde alle de herhen hørende Kjendsgjerninger
drages frem og omtales, vilde den Plads, der er stillet til vor Raadighed,
langtfra ikke være tilstrækkelig stor. Paa den anden Side tør vi dog ingen-
lunde ganske forbigaa dette Spørgsmaal; thi dets Besvarelse er paa det nøjeste
forbunden med den moderne Videnskabs Methode og med hele vor kultur-
historiske Udvikling.
Vi have allerede tidligere omtalt, at der, naar man anstiller en Sammen-
ligning mellem forskjellige Dyrelegemers indre Bygning, vil vise sig en mærk-
værdig Overensstemmelse i den Maade, hvorpaa de enkelte Organer ere
ordnede, og at denne er mest fremtrædende i den faste Knokkelbygning.
Man sammenligne blot Skeletterne af et Menneske og en Gorilla, saaledes
som de ere afbildede i Fig. 4 og 5, og man vil strax have et klart Begreb
om denne Overensstemmelse.
Foruden Gorillaen er der endnu to Abearter, der nærme sig Mennesket
i en særlig høj Grad, hvad deres Legemsbygning angaar: Orang Utang’en og
Chimpansen. I disse tre Arter naar Abetypen sit Højdepunkt, og, som Karl
Vogt har paavist, stræbe disse tre Former at nærme sig den menneskelige
Skikkelse fra forskjellige Sider, uden dog ganske at kunne naa den.
Forskningen leder bestandig til bedre og klarere Resultater, og engang
i Tidernes Løb vil meget af, hvad der nu er dunkelt, ligge klart for Palæon-
tologen, naar de Udgravninger, der nu foretages i stedse større Omfang i de
Lag, der skyldes de sidste. geologiske Perioder, have bragt hidtil ukjendte
Ting for Dagen. Hvis vi allerede nu vare i Stand til at følge Menneskets og
Abens Ahnerækker uden Afbrydelse og tilstrækkelig langt opad, vilde vi
ganske vist — det kan man antage med en til Vished grændsende Sand-
synlighed — endelig støde paa en Form, i hvilken de nu adskilte Linier Abe
og Menneske forene sig. Om denne Form betegner et Individ eller en hel
Art; om den er fremgaaet som et Resultat af tilfældige Omstændigheder eller
som et nødvendigt Led i Organismernes hele Udviklingsrække, og om denne
Form maaske samtidigt er fremstaaet paa flere Steder af Jordkloden — det
er Spørgsmaal, vi her kunne lade ude af Betragtningen. De have slet ikke
nogen Betydning for de Slutninger, Videnskaben drager, og den Strid, der
falder sammen hermed, om Menneskene nedstamme fra et eller fra flere Par
Forældre, og som endnu bestandigt sætter Manges Sind i stærk Bevægelse,
vil i Fremtiden ikke blive bedømt stort anderledes end de skolastiske Spids-
findigheder, vi allerede for længe siden have sat os ud over.
Hin fælleds Stamme, der selvfølgelig atter maa kunne føres uendelig
langt tilbage i mangfoldige mere ufuldkomne Former, har da delt sig i to
Grene, der for Øjeblikket slutte med de to Former: Mennesket og Aben.
Deres Udvikling har været forskjellig maaske dels som Følge af en forskjellig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
