Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Menneskeslægtens kulturhistoriske Udvikling - Menneskeslægtens Alder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Menneskeslægtens Alder. Det er vanskeligt at give nogensomhelst Op-
lysning om Menneskeslægtens Alder, ja, det er næsten umuligt; kun saa
meget er sikkert, at Menneskehedens Udvikling har fordret en ganske ander-
ledes lang Tid, end Historieskriverne i Almindelighed have antaget. I Aaret
1828 fandt Christol og Tournal i det sydlige Frankrig Dele af menneskelige
Skeletter sammen med Knokler af forlængst uddøde Dyrearter; 1830 gjorde
Schmerling lignende Fund i Hulerne ved Luttich, hvor Menneskeben, Sten-
redskaber m. m. forekom sammen med Knokler af Mammuthdyret. Allerede
disse Fund syntes at afgive tilstrækkelige Beviser for, at der har levet
Mennesker samtidigt med hine nu uddøde Dyreformer. Lignende Fund som
det her omtalte ved Luttich gjentoge sig paa forskjellige Steder, hvor Hule-
dannelser vare bievne mulige paa Grund at Kalkstens Forekomst. I saadanne
Huler fandt man, i Regelen bedækket med et Lag Ler, Knokkellevninger at
meget forskelligartede Dyr og blandede imellem hverandre paa en saadan
Maade, at man nødvendigvis maatte antage, at de havde levet og vare gaaede
tilgrunde paa samme Tid. Ved Siden af Knokler af saadanne Dyr, der endnu
leve her paa Jorden, om end i ganske andre Egne, fandt man Knokler at
uddøde Dyrearter, og, naar der nu sammen med dem tandtes Ben at Mennesker
eller andre Spor af saadanne, syntes den Antagelse berettiget, at Mennesket
allerede har levet i hine fjerne Tider, da ogsaa disse Dyr fandtes paa Jorden.
I mange Tilfælde have saadanne Huler vistnok tjent som Skjul for
Dyrene og Tilflugtssted for Menneskene; langt hyppigere ere de Knokler af
Dyr og Mennesker, som vi finde i dem, og der ere bievne skyllede derind af
Regnskyl og Vandløb; men, naar der i samme Lag tindes forskelligartede
Knokler„ maa man dog i Regelen være berettiget til at antage, at de
Organismer, hvis Ben vi saaledes tinde, ogsaa engang have været samtidige
her paa Jorden.
En af de berømteste af de mange Huler, som Forskningen har under-
søgt i de senere Aar, er G ai lenreuter-Hulen, hvoraf Fig. 6 viser os et
lodret Gjennemsnit. Det er navnlig Hyæne- og Bjørneknokler, man finder i
den, og det i en saadan Mængde, at man allerede har fundet Skeletter af
otte hundrede Dyr.
De Dyr, hvis Knokler man finder i saadanne Huler, ere — som alle-
rede omtalt — dels uddøde o: saadanne, der ikke mere forekomme her paa
Jorden, dels saadanne, der nu ikke mere træffes levende i de paagjældende
Egne af Jorden, men som paa Grund af klimatiske eller andre Forhold have
udsøgt sig nye Opholdssteder, altsaa udvandrede Dyr, dels endelig saa-
danne, der endnu leve i vedkommende Egn.
Til de første hører Hulebjørnen (Ursus spelaeus), Hule hyænen
(Hyaena spelaea), hvis Knokler navnlig findes i det sydlige Frankrige, Hule-
løven (Felis spelaea), der baade i Størrelse og Styrke betydeligt overgaa
deres nuværende Frænder, og fremdeles en uddød K a t te a r t (Felis antiqua),
der levede i det frankiske Jura. Endvidere hører der til denne Klasse af
Dyr en Bæver (Trogonterium Cuvieri), hvis Hoved var en Femtedel større
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
