Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De menneskelige Drifter som Anledning til de første Opfindelser - Næringsmidler. Benyttelse af Ilden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er i højeste Grad iuteressant at iagttage, hvorledes en Forandring
i saa Henseende har medført en Forandring hos hele Nationer ikke blot i
legemlig, men ogsaa og navnlig i aandelig Henseende, hvad angaar Begavelse,
Temperament og Karakter. Den blødagtige Hindu afskyer Nydelsen af Kjød,
da det ikke er hans Gud velbehageligt, — men det er dog næppe hans milde
Religion, der hai forbudt ham at dræbe Dyrene; det er langt mere rimeligt,
at hans moralske og retslige Begreber have uddannet sig overensstemmende
med Levevisen hos hans Folk, der af en eller anden naturlig Trang eller
naturlig Forkjæriighed foretrak hovedsageligt at leve af Ris og Frugter som
det mest hensigtsmæssige Næringsmiddel. Hvor himmelvidt f’orskjellig fra
Hinduens Karakter er ikke den nordamerikanske Indianers, hvis Liv og Vel-
være ikke afhænger af, hvad Planteverdenen byder ham, men af Held eller
Uheld paa den blodige Jagt. Vi behøve ikke at gaa langt for at komme til
den Erkjendelse, at Retfærdighed, Mildhed og alle Kjærlighedens Dyder ud-
vikle sig meget langsommere hos et Jægerfolk og hvor Klimatet er for strengt,
til at Planterne kunne afgive rigelig Næring, end i de Lande, som et lykke-
ligt Klima har gjort til Hjemstavn for Kornsorterne og de frugtbærende
Træer. Men paa den anden Side vil Mennesket i sidstnævnte Tilfælde ikke
finde saa rig Lejlighed til at befæste og staalsætte sin Karakter, da Naturen
ikke opfordrei til Kamp, og da kun et forholdsmæssigt ringe Arbejde ud-
kræves. Udarter den menneskelige Natur i dette Tilfælde, vil det ske i
Retning af Fejghed eller’ List, ikke i Retning af Vildhed.
Sproget selv, dei er det mest beundringsværdige Værk af Menneskenes
aandelige Kiæftei, ei et Bevis paa, hvor stor Betydning det har for et Folks
hele Udviklingsgang, hvilke Næringsmidler det fortrinsvis vælger for at stille
sin Sult. Ligesom der ikke gives nogen Rovfugl, der er i Stand til at frem-
bringe behagelige Toner, medens den melodiske Sang er ejendommelig for de
fugle, dei væsentligst leve af Planteføde, saaledes mister ogsaa den menneske-
lige Stemme efterhaanden sin smukke Klang ved overdreven Nydelse af ani-
malsk Føde. Polarfolkene, der for en stor Del leve af Tran og Spæk have
en Stemme, der maa kaldes modbydelig i Sammenligning med den, man
træffer hos Menneskene i de varmere Lande. Hvilken paafaldende Forskjel
er der ikke imellem det velklingende Italienske og de smeldende Strubelyde,
der ere ejendommelige f. Ex. for Buskmenneskene!
Forsaavidt som man i det Hele taget er berettiget til at drage nogen
Slutning at den Levevis, der er den almindeligste hos Folkeslag, der endnu
befinde sig paa deres første Udviklingstrin, synes den dyriske Føde at have
været den overvejende hos Jordens første Mennesker. Botokuderne*) og
Buskmenneskene putte alle Smaadyr, som de kunne faa fat paa, i Munden;
de vrage hverken Orme, Græshopper, Muslinger eller Insekter. Lige saa
lidet kræsne ere Indianerne i Sydamerikas Urskove (Indios da matto). Vilde
Svin og Aber høre til deres største Yndlingsspiser, og, hvad de spiselige
*) Botokuderne, et vildt, brasiliansk Indianertolk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
