Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lithografien - Lithografiens Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bievne ødelagte. Senefelder havde ikke havt Raad til at skaffe sig mere
end en eneste Plade, og dennes Styrke aftog selvfølgeligt efter ethvert nyt
Forsøg, saa at han temmelig nøje kunde beregne det Tidspunkt, hvor den
ikke vilde kunne bruges mere, og han saaledes vilde blive nødt til at standse
med sine Forsøg; thi der var ikke Tale om at have Raad til at anskaffe sig
en ny Plade. Han grublede derfor uafladeligt paa, hvorledes han skulde
kunne finde et Materiale, der kunde erstatte det kostbare Metal, om ogsaa
kun for en Tid, indtil han havde faaet saa stor Færdighed i at gravere og
ætse, at han ikke mere var udsat for at ødelægge Kobberpladerne.
Det Materiale, som han søgte med saa stor Begjærlighed, laa i bog-
stavelig Forstand for hans Fod: det var K al kst en en fra Solnhofen,
der i Aarhundreder er bleven benyttet baade til Bygningsbrug — saasom til
Fliser o. lign. — og til Bordplader, Gravstene m. m. i hele det sydlige
Bajern og i Landene langs ned ad Donau. I fjerde Bind faa vi Lejlighed
til nærmere at omtale dette berømte Kalkstensbrud.
Den fine Politur, som man kan give denne Sten, vakte snart Sene-
felders Opmærksomhed. Han anskaffede sig nogle smaa Plader og begyndte
at laborere: han ætsede og raderede, men havde i lang Tid slet ingen Anelse
om dette nye Materiales Særegenheder.
En Dag, da han netop var ivrigt i Færd med at experimentere, kom-
mer — efter hvad der fortælles — hans Vaskekone ind ad Døren for at
hente Tøjet. Senefelders Papirforraad er saa ubetydeligt, at han ikke kan
finde et Stykke, hvorpaa han kan optegne, hvad han leverer Konen: han
noterer da foreløbigt paa en nylig poleret Sten og tilfældigvis med den samme
Blanding af Vox, Sæbe og Kønrøg, som han bruger til Ætsegrund paa sine
Plader. Da han senere havde afskrevet disse Smaaoptegnelser paa et Stykke
Papir, faldt det ham pludseligt ind at væde Stenen med en Syre, inden han
polerede den ren til videre Forsøg.
Da Kalkstenene ere saa yderst modtagelige for ethvert Slags Syre,
maatte det omtalte Forsøg nødvendigvis føre til Noget, og man kan let tænke
sig Senefelders Glæde, da han opdagede, at Syren kun havde angrebet de
ikke beskrevne Steder, og at Skriften nu hævede sig en ganske lille Smule
op over de øvrige Dele af Stenen, ligesom Billedet paa et Træsnit. Han
strøg nu Sværte hen over Skriften med en almindelig Sværtebal, men Skrif-
ten var ikke ophøjet nok til at forhindre, at ikke Stenen ogsaa blev svæitet.
Senefelder greb nu til den Udvej at stryge et Brædt over med Sværte og
lægge det ovenpaa Stenen, og det lykkedes ham derefter at faa nogle ret
gode Aftryk.
Med stort Besvær var det nu lykkedes Opfinderen at naa et Resultat,
der foreløbigt maatte tilfredsstille ham. Det var, som man ser, ingenlunde,
hvad vi nu forstaa ved Lithografi, men Højætsning, Noget, hvortil denne
Kalksten netop er særlig uskikket, da Ætsningerne nødvendigvis maa blive
temmelig uheldige paa Grund af Stenens Blødhed; denne Methode vil derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
