Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lithografien - Lithografiens Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den viste sig udførlig, have den store Fordel, at Skriften, da den kunde
skrives paa almindelig Maade og ikke omvendt, vilde blive friere og smuk-
kere end ellers; thi Senefelder var endnu ikke nogen Mester i at skrive bag-
vendt. Senefelder gjorde nu en Mængde Forsøg i denne Retning: for at faa
Skriften til lettere at sætte sig fast paa Stenen, sørgede han for, at Papiret,
førend der blev skrevet paa det, blev overtrukket med et Lag, der var op-
løseligt i Vand, og hidtil benyttede han en Blanding af Stivelse og Gummi.
Saaledes var Opfinderen naaet til at bruge det Materiale, Gummieø, der,
næst selve Stenen, er det vigtigste for den lithografiske Kunst.
En Dag, da han fugtede et Stykke Papir, der var gummieret og be-
skrevet, traf det sig saa, at der svømmede nogle Draaber Olie om i det Glas
Vand, hvori han dyppede det; han lagde nu Mærke til, at Oliedraaberne
satte sig fast paa de fedtede Skrifttegn, medens de omhyggelig undgik alle
de ubeskrevne Dele af Papiret. Denne Opdagelse faldt i god Jord: Sene-
felder tænkte som saa, at Sværte maaske vilde bære sig ad paa samme Maade
som Oliedraaberne; han rev et Blad ud af en gammel Bog, dyppede det i en
Gummiopløsning og vædede det derpaa med en Svamp, der var gjennem-
trængt af meget fortyndet Sværte. Og rigtig: Sværten fæstnede sig kun ved
Bogstaverne og slet ikke ved Mellemrummene. Han lagde nu et hvidt Blad
ovenpaa det sværtede, lod begge gaa igjennem Pressen og fik paa denne
Maade et ganske godt Aftryk af den gamle Skrift. Senefelder var naturlig-
vis henrykt over denne Opdagelse, og han skyndte sig øjeblikkeligt med at
forsøge, om Stenpladerne vilde give samme Resultat som Papiret. Han tog
derfor et Stykke Sæbe, slog en Streg paa en nypoleret Sten, vædede den
med Gummi og sværtede den ind: Stregen tog imod Sværten, men den øvrige
Del af Fladen forblev uberørt deraf.
Hermed kan den egentlige Kjærne i Lithografien betragtes som op-
funden (1798), idet Senefelder nu var kommen til at indse, at Tegningen paa
Stenen slet ikke behøver at gjøres ophøjet ved Hjælp af Ætsning, men at
der kan trykkes med den beskrevne Sten, saasnart den er bleven behandlet
med Gummi og Sværte.
Sæben var det lithografiske Kridts Forløber, ’idet dette nemlig ikke er
Andet end Sæbe, der sværter af, og som er gjort haardt ved forskjellige Til-
sætninger. Den fede Blækart, Senefelder hidtil havde benyttet, blev nu for-
bedret ved Tilsætning afSæbe; allerede tidligere havde han anvendt en Over-
gnidning af Stenen med Sæbevand for at forhindre Blækket i at løbe ud. Da
han ikke var blottet for kemiske Kundskaber, indsaa han snart, at han burde
behandle den sæbeholdige Tegning med en svag Syreopløsning. Det varede
ikke længe, førend nye Fremskridt fulgte paa dette første og vigtige, og
navnlig udviklede han tidlig den saakaldte Gravennethode, som vi senere
komme til at omtale.
De Trykflader, der nu frembøde sig efter denne nye Behandlingsmaade,
viste ingen mærkelige Ophøjninger og egnede sig derfor slet ikke til Aftryk-
ning imellem Yalser; Trangen til en anden Trykningsmaade blev derfor saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
