Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jernbaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JERNBANER,
75
have nødvendiggjort; ingen Hindring synes at have været for stor, Bjerge, Floder
og Moradser have ikke kunnet standse Jernbanerne, Skinne er bleven lagt til
Skinne for at føre Banen frem paa Steder, hvor Jordbund, Klima og
Befolkning synes at have sammensvoret sig for at gjøre Fremgangen umulig, og
Arbejder ere derved bievne udførte, i Sammenligning med hvilke selv Anlæget
af Romernes største Kunstveje synes ringe. Og Beundringen stiger, naar man
erindrer den overordentlige Hurtighed, hvormed alle disse Arbejder ere voxede
frem; den første lille Stump Jernbane blev gjennemløbet af et Lokomotiv i
Aaret 1829, og ikke et halvt Aarhundrede derefter havde samtlige Jernbaner
en Længde af c. 35,500 Mil, det vil sige en Længde, der kunde gaa omtrent
6V2 Gange omkring Jorden, og som man vilde bruge, selv med et hurtigt
Iltog, 110 Døgn til at gjennemfare; lagde man Skinne mod Skinne, fik man
en Jernstang, hvormed man fra Jorden kunde række til Maanen.
Anvendelsen afSpor i Vejene, som ved deres glatte og haarde
Overflade indskrænkede Hjulenes Friktion mod Vejen til det mindst mulige, er en
saa urgammel Opfindelse, at man maa undre sig over, at der har været saa
lange Perioder, hvor de ikke have været anvendte til de almindelige Kunstveje.
Allerede Oldtidens Folk, Ægyptere, Indere og Persere, kjendte saadanne
Sporveje og benyttede dem til at transportere de uhyre Stenblokke, de benyttede
til deres kæmpemæssige Bygningsarbejder, fra Stenbruddene til Byggepladsén.
I Palmyras og Heliopolis’ Ruiner findes Levninger af saadanne Stenbaner,
som ogsaa undertiden anvendtes af Romerne; men da Stenene ved en stærk
Benyttelse hurtigt bleve afslidte og knækkede over, faldt Brugen af dem
efterhaanden bort, og Mindet om disse Veje forsvandt som saameget andet
efter Romerrigets Fald.
Gjenoptagelsen af Sporveje skyldes de engelske og tyske Bjerg- og
Kulværker, hvor man allerede i Aarhundreder har benyttet Vogne, der
bevæge sig paa Spor, for at bringe den udhuggede Erts eller Kul ud af
Gruberne. Sporene dannedes der af Bjælker, liggende paa Tværunderlag af Træ,
nøjagtigt paralelle og fortløbende, og Transporten paa disse Træbaner var
saa let, at den kun krævede V4 af den Kraft, der behøvedes paa almindelige
Veje. Men Træbanerne bleve meget hurtigt slidte op, krævede derfor en
bestandig Fornyelse og bleve som Følge deraf kostbare at vedligeholde; der var
altsaa en Tran^ til Forbedring, og den første skriver sig fra England, hvor
man 1650 begyndte at belægge Bjælkerne med Smedejernsskinner. Et
Tilfælde skulde dog give Anledning til et endnu større Fremskridt i Sporvejenes
Konstruktion: I Aaret 1767 var Prisen paa Støbejern saa lav, at en
Fabrikant Reynolds i Colebrookedale i England ikke vilde sælge sit Jern, men
samlede det i Oplag og fandt paa at udstøbe det i lange Skinner og
foreløbigt, indtil Prisen hævede sig, benytte dem til at befæste paa sine
Træskinner; det viste sig, at de lettede Transporten saa overordentlig meget, at
de ikke alene bleve liggende, men at Brugen af saadanne Skinner
efterhaanden udbredte sig, og i den lille Colebrookedale-Sporvej finde vi den første
Antydning af Nutidens Jernbaner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
