Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Søfartens Udvikling og Skibet i Krigens Tjeneste - Søfarten i Oldtiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
SØFARTEN I OLDTIDEN. FØN1CIERNE.
gaaede helt tabte for Verden, hvis ikke Føniciernes og Hellenernes
Handels-flaader, medens det endnu var Tid, havde omplantet dem i fremmede Lande,
i det dengang barbariske Vesteuropa. Naar man derfor priser Kunstnere,
Lærde og vise Lovgivere som de første Grundlæggere af et Lands Kultur,
maa man ikke glemme, at det er de Søfarende, hvem det navnlig skyldes, at
den paagjældende Kultur er bleven videre udbredt og er bleven gjort til hele
Verdens Ejendom.
Hvad Søfartens Teknik angaar, have vi Fortiden at takke for det
væsentlige, nemlig Opfindelsen af selve Skibsskroget, Kjølen og Sejlene,
ligesom ogsaa af Ankerne, der skyldes Lyderne, og Entrehagerne, der skrive sig
fra Romerne (Cajus Duilius).
Middelalderen fuldkommengjorde den klassiske Tids Opfindelser,
Italienere og Tyskere føjede adskilligt Nyt dertil, saasom Kompasset, Søkortet,
Krudtet, Globen og Uhret, og Englænderne endelig Dampkraften.
Søfartens første Begyndelse taber sig i den graa Oldtid, og det vil
rimeligvis altid blive en Hemmelighed, hvem Æren tilkommer for denne
Opfindelse. Der er iøvrigt al Grund til at antage, at den er gjort fleie Steder
samtidigt, ligesom der jo endnu ikke findes nogen vild Folkestamme, som bor
ved Havet, uden at den dog kjender til og benytter et eller andet Slags Fartøj.
Naturligvis kan der, hvor Spørgsmaalet gjælder de ældste Tider, ikke
være Tale om en Søfart i samme Forstand som i vore Dage, men, hvor
ubetydelig den end maa forekomme os i sin første Begyndelse, har den dog ganske
bestemt udøvet en mægtig Indflydelse paa Kultur og Handel. Hvor den først
var vakt til Liv, udviklede den sig hurtig: med hver Forbedring i Søvæsenet
steg Dristigheden; man vovede sig længere og længere ud paa det aabne Hav,
og, da Fønicierne besejlede Middelhavet, vare allerede fjerntliggende Egne
inddragne under Handelens Omraade.
Disse Føniciere, fødte Sø- og Handelsfolk, vare ogsaa, efter hvad man
tror at vide, de første, som af Lyst til Vinding, stræbte at opdage ubekjendte Lande.
De sejlede ikke blot til »Herkules’ Støtter«, den gamle Betegnelse for
Strædet ved Gibraltar, men ogsaa udenfor dem; de besøgte de kanariske Øer,
Azorerne, Nordsøens Kyster og England; de besejlede ogsaa det indiske Ocean
og vare vel bekjendte med det indre Asien og Afrika. Ifølge Herodot skulde
føniciske Skibe, paa Kong Nekos Tid, fra det røde Hav have omsejlet Afrika,
en Beretning, der ikke ubetinget maa henføres til Digtningens Verden.
De fredelige Triumfer, der vindes gjennpm Handelen, have aldrig været
gjorte til Gjenstand for Overlevering, hvorimod man til alle Tider har sørget
for at forherlige de i Krigen vundne Sejre, og det er derfor ganske rimeligt,
at de ældste Skibsafbildninger, vi kjende, netop fremstille Krigsskibe. Et
Basrelief, der er fundet i det gamle ægyptiske Theben (rimeligvis fra Ramses
Palads) viser os saaledes et ægyptisk Krigsskib, der maa skrive sig fra
henved 1400 Aar f. K. Det viser, at Skibsfarten allerede stod paa et forholdsvis
udviklet Standpunkt hos çle gamle Ægyptere, omendskjøndt disse fra
Begyndelsen havde betragtet Havet med Mistro, og de Søfarende med Foragt. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
