Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Krigsdampskibe - Slagmanøvre i tidligere Tid og nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAGMANØVRE I TIDLIGERE TID OG NU.
327
ukampdygtige, at bemægtige sig fjendtlige Skibe, der havde strøget deres Flag
o. s. v. Det gjaldt nu først og fremmest om at faa Luven, det vil sige, komme
paa den Side af Fjendens Linie, hvorfra Vinden blæste, da man i saa
Tilfælde var Herre over at kunne begynde Slaget, naar man selv vilde, eller
undgaa en Kamp, hvis dette var nødvendigt. Kampen begyndte i Reglen med,
at den Flaade, der var til Luvart, holdt af for Vinden, sejlede ned imod den
fjendtlige Linie, søgte at bryde igjennem paa et eller andet Punkt, hvor der
var en større Aabning imellem Skibene og derefter overvælde den ene adskilte
Del af Fjendens Flaade, inden den anden Del kunne faa vendt og komme
sine Kammerater til Hjælp. Den afskaarne Del af Fjendens Skibe blev da
dubleret, det vil sige angrebet fra begge Sider, idet nemlig den ene Del af
den angribende Flaade brød igjennem Linien og sejlede ned langs Fjendens
Læside, medens den anden Del sejlede ned langs Fjendens luv Side. For
den angrebne Flaade gjaldt det derfor om at holde tæt sluttet, og det var
enhver Skibschefs Pligt hellere at lade sig sejle ned end tillade Fjenden at
bryde igjennem Linien. Det var en paa Grund af Englændernes
Sømandsdygtighed heldig udført Anvendelse af den ovennævnte Angrebsmaade, som
Nelson skyldte sine Sejre over Franskmændene. Englænderne indledede i
Reglen Slaget først paa nær Hold med en Artillerikamp, hvorunder de navnlig
sigtede mod de franske Skibes Rejsninger, og, naar disse vare saa ødelagte,
at Franskmændene kun med Vanskelighed kunde manøvrere, var det en let
Sag for Englænderne at bryde igjennem den franske Linie. Under den Kamp,
der saa opstod, og hvor Skibene ofte uden Styr drev sammen, greb man til
at entre Fjendens Skibe, og der var derfor anbragt Geværskytter oppe i
Mærsene, hvorfra man kunde give en ødelæggende Ild ned over Fjendens Dæk;
undertiden havde man ogsaa Smaakanoner, Falkonetter, oppe i Mærsene. For
at det entrede Skib ikke skulde komme bort, naar det var bordet, havde man
paa Yderenden af de underste Ræer hængende saakaldte Entredræg, et
Slags smaa Ankere med Hager, der grebe fat i det fjendtlige Skibs Takkelage.
Hjuldampskibenes Indførelse gjorde ikke nogen Forandring i Taktiken, da de
som ovenfor nævnet ikke .egnede sig til egentlige Kampskibe, men kun til
Assistance *for de større Sejlskibe. Men da Skruen blev indfølt som
Krigsskibenes Hovedfremdrivningsmiddel, blev der rokket ved den gamle Taktiks
Grundvold, nemlig Vindens Indflydelse. Kjølvandslinien som Slagorden maatte
dog endnu bibeholdes, da det ligesaa fuldt som tidligere var nødvendigt at
dække Træskibene mod den langskibs Beskydning. Men da saa Panseret blev
indført, indsaa man snart, at de fjendtlige Kugler netop giede lettest af paa
Forskibets skraa Sider, og paa Taarnskibene pansrede man den Side af
Taarnet, hvori Kanonportene fandtes, og som altsaa under en Kamp blev drejet
imod Fjenden, med meget stærkere Plader, hvortil endelig kom, at Skibet,
naar Forenden blev vendt imod Fjenden, frembød et meget mindre Maal til
at sigte imod. Den langskibs Beskydning tabte derfor sine relative Farer, ja
det blev nu endog fordelagtigt at vende Stævnen mod Fjenden. Den Tanke
laa nu nær at bruge selve Skibet som Stødvaaben, og i Slaget ved Lissa gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
