Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De nyttige Bjergarter og Stenbryderen - Indledende Bemærkninger - Jordens Udviklingshistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JORDENS UDVIKLINGSHISTORIE. 7
eller er bedækket af Vand. Men ikke nok hermed: adskillige Observationer
synes at give os Oplysninger med Hensyn til de forskjellige Himmellegemers
ydre Skal: om den er Is eller Sten, samt om denne Stenskofpe bestaar af
krystallinske Bjergarter eller af lerholdige, jordagtige Stoffer.
Adskillige af de Slutninger, man kommer til paa denne Maade, bør
maaske nok modtages med nogen Forsigtighed, men ikke desto mindre kunne
vi ikke andet end blive slaaede af de aandrige Kombinationer, som have ført
til disse Antagelser.
Ved Siden af disse gives der mange andre, der have større
Sandsynlighed for sig; naar nu disse. Antagelser vise sig nøje overensstemmende med
den Forestilling, vi paa Grund af jordiske Iagttagelser maa danne os om vor
Planets oprindelige Tilstand, faa de forøget Betydning for os, idet de nemlig
bekræfte de Anskuelser, hvortil vi ere naaede paa ganske andre Omraader og
ad ganske andre Veje. Kort sagt: de Beviser, Jorden selv har givet os for
sin engang ildflyldende Tilstand have vundet i Styrke og fundet nye
Hovedpunkter ved Iagttagelse af alle de mange forskjellige Udviklingstrin, som
Himmellegemerne frembyde, og som svare til dem, vi tænke at Jorden allerede har
gjennemgaaet.
Jordens Udviklingshistorie. Af Jordens Ophøjning under Ækvator slutte
vi os til, at den unge Planet drejede sig med stor Hastighed om sin Axe,
inden der endnu havde lagt sig en fast Skal om den. Naar vi betragte
Saturn med sin Ring, se vi i denne mærkværdige Dannelse de endnu
videre-gaaende Følger af Centrifugalkraften. Den nysnævnte Planets
Omdrejningshastighed om sin Axe var nemlig saa betydelig, at den ikke alene bevirkede
en lignende Ophøjning under Ækvator som den, vi kjende fra vor egen Jord,
men endog gav Anledning til, at de højeste Lag af Planetens Ækvatorialdele
reve sig løs, for derefter at dreje sig paa egen Haand om Planetens Axe uden
at være knyttet til den oprindelige Masse ved andet end ved den mægtige
gjensidige Tiltrækningskraft, der holder hele Verdenssystemet sammen. Dette
Bevis for Jordens tidligere ildflydende Tilstand er af særlig Betydning, idet
man heri kan søge Forklaringen paa mange af de Fænomener, som Geologien
og Geognosien maa gjøre til Udgangspunkter for deres Undersøgelser.
Dengang var Jordens egen Temperatur altsaa betydeligt højere end nu;
men den aftog Dag for Dag, thi ved Udstraaling i det kolde Verdensrum gik
Jordens Varme tabt, og blev langtfra erstattet af den Varme, Solen afgav til
Jorden. Selv om der naturligvis er medgaaet Tidsrum, der ere saa
umaade-ligt store, at et Aarhundrede i Forhold til dem kun er som en eneste Dag,
førend denne kolossale ildflydende Draabe ved stadig Varmeudstraaling
omsider har antaget sin nuværende Skikkelse, saa har Forløbet dog været ganske
det samme, som det vi kunne iagttage ved enhver Lavastrøm, der flyder ud
af en Vulkans Krater: Overfladen afgiver først sin Varme, og, naar
Temperaturen ikke længere er stærk nok til at holde den hele Masse smeltet, vil
lidt efter lidt udefra og indefter den flydende Tilstand forvandles til en fast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
