Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De nyttige Bjergarter og Stenbryderen - Jordens Udviklingshistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
JORDENS UDVIKLINGSHISTORIE.
Tilstand. Paa samme Maade er det gaaet til med Jorden: dens ydre
Overflade er først stivnet; dens Skal er bleven fast og har ophørt med at gløde;
man vilde ikke mere have kunnet iagttage den fra de øvrige Himmellegemer,
naar den ikke havde tilbagekastet Solens Lys. Med Tiden skred Stivningen
videre fremad; Jordskorpen blev tykkere og tykkere, og i de Stenlag, der ligge
under alle de andre og som vi kalde Urformationer, kunne vi se den
Masse, hvoraf den første Skal dannede sig i hine længst forsvundne Tider.
Disse Urformationer udmærke sig ved deres krystallinske Bygning og ved at
være mere eller mindre skifrede: Geognosterne kalde dem derfor
krystal-linsk-skifrede Bjergarter.
Allerede her gjøre vi opmærksom paa, at vi ikke maa tænke os den
første Fremkomst af faste Bjerge som foregaaet under saadanne Forhold,
at der dannedes en fuldstændigt ensformig Masse, saaledes som naar f. Ex.
flydende Glas afkjøles og stivner. Allerede ved Jordskorpens første Dannelse
udskilte der sig visse kemiske Foreninger af den smeltede Masse, og denne
Skorpe kom altsaa til at bestaa af en Blanding, hvori de nysnævnte kemiske
Stoffer vare udskilte i Form af mere eller mindre udviklede Krystaller, der
laa mere eller mindre tæt ved hverandre i den iøvrigt ukrystalliserede Masse.
Disse særlige Stoffer, ligesom ogsaa alle andre, der høre til Stenriget, og
som navnlig udmærke sig ved en vis kemisk Sammensætning, kalder man
Min er al i er; have de en organisk Oprindelse, kaldes de fossile; til
Bjergarter (Stenarter) henregner man derimod enhver Stenmasse, der bestaar af
et eller flere Mineralier, og som udgjør en væsentlig Del af vor Jordskorpe.
Der er adskilligt, som taler for den Antagelse, at Bjergarterne i
Tidernes Løb have undergaaet væsentlige Forandringer, og det er derfor meget
muligt, at ogsaa Urformationernes nuværende Skikkelse og Beskaffenhed ere
forskjellige fra deres oprindelige.
Den endnu unge Jordplanet var indhyllet i en tæt og tung Atmosfære,
der ikke blot — saaledes som den nuværende — indeholdt Ilt og Kvælstof,
men ogsaa baade mere Kulsyre end nu, og mere Vand; thi alt det Vand, som
nu opfylder Jordens Søer øg Have, kunde dengang ikke forekomme under
anden Form end Damp og Taage, der svævede mellem Jordens stivnede men
endnu varme Skal og det kolde Verdensrum. I de højere og koldere Luftlag
fortættedes der overordentlige Masser af Vanddamp, som antog Form og
Udseende af Skyer, men, naar de sænkede sig og kom nær nok til Jordens
Overflade, forvandlede dennes Varme dem atter til Damp.
Det atmosfæriske Kredsløb, som Vandet saaledes tilbagelagde, nærmede
sig efterhaanden mere og mere til Jordens Overflade efterhaanden som dennes
Temperatur sank, og, da Varmegraden omsider var sunket ned under Vandets
Kogepunkt, der vistnok dengang laa meget højere end nu paa Grund af det
betydelige Lufttryk, først da kunde Vandet blive i Stand til at afsætte sig i
flydende Form. I Begyndelsen skete dette kun paa Jordens højeste, mest
af-kjølede Punkter, hvorfra Vandet da strømmede nedad i utallige Smaabække;
men, naar det da naaede ned til lavere liggende og varmere Egne, forvandledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
