Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Saltvindingen - Saltvinding ved Bjergbrydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SALTVINDING VED BJERGBRYDNING.
153
Dybde af 1000 Fod, og man var endnu ikke kommet igjennem det i en Dybde
af 2000 Fod. Den Saltopløsning, som kom frem i Borehullet allerede Aar 1843,
viste sig uagtet sin betydelige Mætningsgrad dog ikke videre skikket til
Kog-saltberedning, da dens Sammensætning ikke var heldig: den halve Saltmængde
var nemlig Klormagnesium, og jo dybere man kom, desto uheldigere stillede
Forholdet sig i saa Henseende. Saaledes indeholdt Saltopløsningen, da dens
Vægtfylde var naaet til at blive = l,s, kun 5,6 Procent Kogsalt, men
derimod ikke mindre end 19,4 Procent Klormagnesium og desuden mere end 4
Procent svovlsur Talkjord og 2,24 Procent Klorkalium. Allerede nu udtalte
Kemikeren Marchand den Anskuelse, at denne Vædskes Sammensætning
vistnok beroede paa, at de lettere opløselige Magnesiasalte vare aflejrede
oven-paa det forholdsvis vanskeligt opløselige Stensalt; naar altsaa Dagvandet, der
trængte ned gjennem Jorden, kom i Berørelse med’de øverst liggende Saltlag,
optog det saa meget af dem i sig, at det, naar det derpaa trængte ned til det
egentlige Stensalt, kun var i Stand til at opløse en forholdsvis ringe Del af dette.
Paa Grund af denne Udtalelse, hvortil alle Sagkyndige sluttede sig, lod
den preussiske Regering i Slutningen af Aaret 1851 og Begyndelsen af 1852
anlægge to Schakter. I en Dybde af 850 Fod naaede man de øverste, men
som man nu fandt, ganske ubrugelige Saltlag, hvilket aldeles bekræftede den
Anskuelse, Marchand havde fremsat. De indeholdt nemlig for Størstedelen
de samme let opløselige Salte, man tidligere havde kunnet paavise i den
udstrømmende Saltopløsning. Man gik nu dybere ned, og i en Dybde af 1000 Fod
traf man paa det rene Stensaltlag, hvis Mægtighed allerede var bleven
konstateret ved Boringen.
Dette heldige Udfald foranledigede Aar 1858 den anhaltske Regering
til paa sit nærliggende Omraade at lade udføre to Schakter; dette skete for
saa vidt under heldigere Forhold, som Stensaltlaget er løftet højere op til
Overfladen; det øverste Lag ligger nemlig kun i en Dybde af c. 500 Fod.
Saltlaget ved Stassfurt lader sig inddele i fire Etager. Den nederste
Etage er det rene Stensaltfløts, som kun ved smalle Anhydritbaand er delt i
Bænke, der ere 1—6 Tommer tykke; deres Saltmasse er af fuldkommen
Renhed, som oftest ganske vandklar, og den giver, naar den pulveriseres, et
snehvidt Spisesalt. Mægtigheden af denne Anhydritregion udgjør c. 650 Fod.
Oven over denne ligger Polyhalitregionen med en Mægtighed af c. 200 Fod.
Klornatrium udgjør ganske vist endnu Hovedbestanddelen af denne Masse,
men der er dog indblandet i det ikke ubetydelige Masser af andre Salte,
navnlig svovlsurt Kali og svovlsur Magnesia, og disses Mængde tiltager jo
højere man kommer opad. Denne Region har faaet sit Navn af et Mineral,
som er ejendommeligt for den, Polyhalit, der bestaar af svovlsur Kalk,
svovlsurt Kali og svovlsur Magnesia og kan betragtes som svarende til den nederste
Regions Anhydrit eller svovlsure Kalk, der ved Optagelse af de tilsvarende
Kali- og Magnesiasalte samt noget Vand gaar over til Mineralet Polyhalit.
Den tredie Afdeling, regnet nedefra, er Kieseritregionen, som har en
Mægtighed af 180 Fod; jo højere man kommer op i den, desto mere
Klor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
