Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinding af de fossile Brændselsstoffer - I. Stenkulsbrydningen m. m. - Grubebrand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
GRUBEBRAND.
stor Varme til at bevirke, at endnu uantændt Kul med større Lethed kan
bringes til at gløde, vil Branden efterhaanden kunne brede sig videre. En
Grubebrand begynder i Almindelighed paa et Punkt, hvor Kullet allerede er
brudt, og hvor der ligger samlet en Mængde Kulstøv; den fortsættes derpaa
gjennem endnu ubrudte Dele af Fløtsen og antager ofte en stor Udstrækning.
Røgsøjler, der hæve sig op fra Jorden, en forhøjet Varmegrad i Jordskorpen,
Jordskred m. m. ere Tegn paa en saadan underjordisk Brand; under Jorden
tilkjendegiver den sig ved Forandringer i de tilstødende Stenarter, ved deres
Forslakning eller Glasering. Man har mange Steder opdaget saadanne
forandrede Bjergarter.
Ved Königshütte og Zabersche i Schlesien har man et godt
Exempel paa en saadan Grubebrand. Varme Dampe trænge op gjennem
Sprækkerne i det Stenlag, der ligger ovenpaa den brændende Kulfløts, og
Vandet i Smaabække, som ledes til, forvandles til Damp. Det bedste Middel
til at slukke en saadan Brand er at standse Lufttilstrømningen saa godt som
det er muligt, navnlig ved at kaste en Lerdæmning op omkring den brændende
Fløts; men som oftest vil selv dette Middel vise sig uvirksomt.
Ved Planitz i Nærheden af Zwickau findes der en værdifuld Kulfløts,
som nu har brændt 300—400 Aar. Trods alle de forskjellige Slukningsforsøg,
man har anstillet, udbreder Ilden sig mere og mere og er nu naaet ned til
en Dybde af 200 Fod under Jordens Overflade. Den giver sig tilkjende ved
en høj Jordvarme og ved de Luftarter, der stige op paa forskjellige Steder
og undertiden lugte ligesom Klor. Varmen hindrer om Vintren Sneen i at
blive liggende. Allerede i en forholdsvis ringe Dybde er Varmen saa stor, at
man kan koge Æg derved. Det er Kapitaler, der maa regnes i Millioner,
som her lidt efter lidt brænde op; den Varme, som udvikles herved, gaar
dog ikke ganske tilspilde: den berømte Kemiker Dr. Geitner faldt nemlig
paa den heldige Tanke at benytte denne Kulbrand til Opvarming af kolossale
Drivhusanlæg, og denne Tanke blev ogsaa bragt til Udførelse paa en meget
tilfredsstillende Maade.
Ogsaa ved Duttweiler i det bajerske Pfalz har der i Aarhundreder,
maaske i Aartusinder raset en lignende underjordisk Brand, som efterhaanden
fortærer en 12 Fod tyk Kulfløts. Det brændende Bjerg ryger som en
Vulkan, og de Dampe, dei’ trænge frem gjennem Sprækkerne, indeholde
sublimeret Svovl, Salmiak m. fl. Stoffer, som afsætte sig. Den underjordiske Ild
har brændt Skiferleret rødt; der har dannet sig svovlsur Lerjord og Vitriol,
der tidligere anvendtes til Fremstilling af Alun og Jernvitriol.
Der gaar ogsaa ofte Ild i Brunkulslag; flere Steder i Böhmen, saaledes
Aussig, Teplitz og Bilin, ligesom Egnen omkring Meissner- og Habichtswald
i Hessen kunne afgive mange Exempler herpaa. Paa nogle Steder er
Kul-fløtsen brændt helt ud og Loftet forvandlet til faste, haarde Slakker
(Jordslakker) eller jaspislignende Sten, der undertiden indeholder Planteaftryk
(Porcelænsjaspis).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
