Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ædelstenenes Slibning - Diamantslibningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
DIAMANTSLIBNINGEN.
I tidligere Tider nøjedes man med at glatte Krystallernes naturlige
Flader, og først efterhaanden lykkedes det at udfinde de finere Former, der
vare bedst i Stand til at fremhæve Ædelstenenes Skjønhed. Først fra denne
Tid at regne bleve de farveløse Ædelstene foretrukne for de farvede.
Man ønsker, som bekjendt, altid at kunne nævne en bestemt Opfinder,
til hvem man kan henføre den første Oprindelse til en eller anden Kunst, og
saaledes er det gaaet til, at man har anført Ludvig von Berguen som
Opfinder af den fuldkomne Ædelstensslibning, og man har nævnt Aaret 1475
som det Aar, da denne Opfindelse saa Dagens Lys. Ved Sammenligninger
mellem Stene, der ere slebne tidligere, og med saadanne, der have faaet deres
Form nutildags, vil man imidlertid strax se, at Stenslibningen har gjort meget
betydelige Fremskridt siden det nysnævnte Aar. Hvad der navnlig har
bidraget hertil er.den mineralogiske Videnskab, som har udviklet sig i en ganske
overordentlig Grad i Aarenes Løb. Naar Ædelstenene skulle tages under
Behandling, tages deres Struktur, Spaltelighed, Haardhed og
Elasticitetsforhold med i Betragtning, og man er da i Stand til ved Spaltnings-,
Gjennem-savnings- og Sønderbrydningsoperationer at give Ædelstenene en Form, der
omtrentlig svarer til den, man har ønsket, at de skulle have. Disse
Operationer foretages, idet man stadigt har for Øje at spare saa meget som muligt
af det kostbare Ædelstensmateriale, og de ere for saa vidt af større
Betydning end selve den endelige Slibning og Polering.
Ædelstenssliberier findes næsten overalt; men de betydeligste
Diamantsliberier træffer man i London, Antwerpen og Amsterdam; i den sidstnævnte
By lever mere end en Trediedel af dens jødiske ladvaanere enten direkte eller
indirekte af Ædelstensslibning og Ædelstenshandel.
Diamantslibningskompagniet arbejder med 438 Slibemøller, som sættes i Bevægelse af Dampmaskiner,
der tilsammen have næsten 100 Hestes Kraft, og mere end 1000 Arbejdere
finde Beskjæftigelse i Kompagniets Sliberier. Ved Siden heraf findes der
adskillige private Sliberier; det største af dem alle ejes af Coster: det er dette,
der har besørget Slibningen af de to største Diamanter, der ere bievne slebne
i den nyere Tid, Ko-i-nur og Sydens Stjerne.
Det første Arbejde, som foretages med den raa Diamant, er
Spaltningen. Stenen kan nemlig spaltes temmelig let parallelt med sin naturlige
Krystalforms Flader, altsaa parallelt med Oktaederfladerne, naar den først er
bleven ridset paa Overfladen. Dette kan kun ske med Haanden, og det
udkræver en ganske overordentlig Dygtighed hos den Arbejder, der skal foretage
denne Operation. Naar Spaltningen skal udføres, bliver Diamanten først sat
godt fast i en Harpixmasse, der bestaar af en Blanding af Mastix og fint
Sand, og som gjøres blød i en Spiritusflamme. Denne Masse sidder i en
Messinghalvkugle, der er fastgjort til et Træhaandtag; medens denne
Mastix-blanding endnu er blød, trykkes Diamanten saaledes ind i den, at den
paa-gjældende Flade, hvortil der svarei’ en lodret Spaltningsretning i Krystallen,
vender udad. Naar Massen nu efter faa Øjeblikkes Forløb atter er bleven
ganske haard, og Diamanten altsaa sidder aldeles urokkeligt i den, tager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
