Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Husdyrbruget - Faaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FAARET.
373
Herfra blev dets Billede i den kristne Kultus Symbolet paa Fromhed og
Taal-mod, og det vedblev at spille en fremragende Rolle paa den kirkelige Kunsts
Omraade. Alt dette vidner med meget andet om, at Mennesket i Aartusinder
have sat stor Pris paa Faaret som et af de ældste Husdyr.
Der findes endnu vildtlevende Faarearter i Asien (Argali) og i
Middelhavslandene (Mufflon), der have saa meget tilfælleds med det tamme Faar,
at man er meget tilbøjelig til at betragte en af dem eller dem begge som
dettes Stamfædre. Selve det tamme Faar, der nu forekommer i alle fem
Verdensdele, vexler imidlertid overordentlig meget saavel i Udseende som i
Mængden, Arten og Beskaffenheden af de Produkter, det yder Mennesket. I
Asien og tildels Afrika findes saaledes meget udbredte Racer, der foruden
ved hængende Øren og en forholdsvis grov Uldbeklædning, navnlig udmærke
sig ved ejendommelige Fedtansamlinger, enten som en mægtig Udvikling paa
Siderne af en meget lang Hale, eller som store Fedtpuder ved Roden af en
meget afstumpet Hale, hvor de kunne naa en Vægt af 30—40 Pund og afgive
en Fedtmasse, der mere end almindelig Faaretalg ligner Smør og da ogsaa
benyttes som saadant. Der gives dog Fedthalefaai’ med meget fin Uld,
som afgive Materiale for de ofte fortrinlige østerlandske Uldvarer, og det
saakaldte Astrakan er Skindet af spæde Lam af herhenhørende Racer. I
meget hede Egne kan Ulden imidlertid helt svinde bort, Kroppen dækkes kun
af et tyndt, almindeligt Haarlag, og Faaret faar da væsentlig kun Betydning
for Mennesket ved Frembringelse af Kjød eller Kjød og Mælk. Ved de i
Europa almindelig udbredte Landracer af Faar er det forholdsvis sjeldent
Mælken, men i Reglen Produktionen af Kjød og Uld i Forening, der giver
dem deres Betydning, og hvor forskjellige end de egentlige Landracer,
Hede-faaret og Marskfaaret, kunne være, staa de dog alle i den ene eller anden
Retning tilbage for de højt udviklede forædlede Kunstracer, der falde skarpt
i to Hovedgrupper: finuldede Faar og Kjødfaar eller de hermed synonyme
Betegnelser spanske og engelske Faaf. — Om end ikke særegent for Spanien
alene, have dog Faarene i lang Tid her udmærket sig ved en fin, stærkt
kruset Uld, og Produktionen af denne begunstiges her ikke blot i høj Grad
af Klimaet, men er sikkert ogsaa i lang Tid gaaet stadig fremad samtidig
med Spaniens navnlig under Maurerne højt udviklede Fabrikation af fine
Uldvarer, ligesom Indførslen af marokkanske Faar tidlig synes at have havt en
heldig Indflydelse paa den spanske Ulds paa Romernes Tid ikke ulastelige
Farve. Navnlig i det attende Aarhundrede blev Opmærksomheden i andre
Egne af Europa stærkt henvendt paa de spanske Merinoshjorders fortrinlige
Uld, og Ønsket om at se en lignende fremkaldt i Hjemmet gav Anledning til
de første Forsøg paa at overføre denne Race ti! andre Lande. Efterat Sverig
i 1727 havde gjort Begyndelsen, se vi Merinosfaaret efterhaanden udbrede
sig til næsten alle Egne af. vor Verdensdel, men til Danmark naaede Racen
dog ikke før 1780, og i England fandtes indtil 1787 ingen Merinosfaar. Disse
sloge da ikke heller lige godt an overalt, og i Englands fugtige Klima naaede
de aldrig at faa fast Fod, medens de kom til at spille en meget fremragende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
