Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jagten - Jagthunde m. m. - Jagtkunsten - Havets Frembringelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JAGTKUNSTEN.
439
satte Falkeneren dem paa sin tykt behandskede Haand; her fik de da noget
at æde. Falkeneren lod dem derpaa flyve lidt bort fra sig og vænnede dem
til at komme tilbage, saasnart han kaldte paa dem; den Afstand, hvori man
lod dem flyve, forøgedes efterhaanden. Naar de vare bievne fuldstændigt
dresserede hertil, lærte Falkeneren dem at slaa ned paa og bringe en
udstoppet Fugl, og de belønnedes da med et Stykke Kjød; derpaa fik de Lov
til at øve sig paa levende Fugle. Falkenerkunsten er nu gaaet ganske af
Mode i Europa, men skal endnu kjendes i Østerlandene.
Jagtkunsten er ingenlunde saa let lært, som mange maaske kunde være
tilbøjelige til at antage, og, skal man drive det til noget videre i denne
Retning, maa man — lige saa vel som Jagthunden — have særlige Anlæg og
gjennemgaa en hel Skole for at faa -dem udviklede. Som nødvendige
Betingelser for at blive en dygtig Jæger — specielt hvor det gjælder om at jage
andre Dyr end de frygtsomme og aldrig farlige — kan nævnes foruden sikkert
Øje og sikker Haand, der altid udkræves, Snarraadighed, Udholdenhed,
Taal-modighed, Hurtighed og Koldblodighed; det er Egenskaber, der finde god
Anvendelse paa enhver Jagt, men ganske i Særdeleshed paa Jagt efter
adskilligt større Vildt f. Ex. Stenbuk, Elg og Bjørn.
Jægeren maa selvfølgelig kjende sit Gevær meget nøje; han maa
endvidere forstaa sig paa at anbringe Net, Fælder, Saxe m. m. for at fange
Vildtet levende. Han maa fremdeles kjende Vildtets Stemmer og tildels
forstaa at efterligne dem enten ved Hjælp af særlige Instrumenter eller kun ved
Anvendelse af Mund og Haand.
Danmark har ikke sin særegne Jagtvidenskab. Gjennem Kongerne og
deres Omgivelser er det tyske Jagtvæsen efterhaanden omplantet paa dansk
Grund, og de tekniske Udtryk ere endogsaa omtrent de samme, som paa tysk,
og have kun i Tidernes Løb faaet lidt dansk Politur. Saa udviklet som i
Tyskland har Jagtvidenskaben aldrig været her, og om der end fordres af de
Mænd, som ville uddanne sig til Forst- og Jagtembedsmænd, at de skulle
have Kundskaber i de forskjellige Maader at jage paa og til Vildtets
Naturhistorie m. m., saa har man dog t. Ex. aldrig her straffet den brave Jæger,
der forsyndede sig mod det ædle Jægersprog, paa den Maade som tidligere i
Tyskland, hvor Delinkventen maatte lægge sig over en skudt Hjort og i hele
Jagtselskabets Paasyn tage imod tre Slag paa Bagen af en Hirschfænger,
derefter rejse sig op og takke Selskabet for den retfærdige Straf. Utallige vare
de Finesser som dengang knyttede sig til det ædle Jægeri. Det kan derfor
ikke undgaas, at man ved en Beskrivelse af Jagtvæsenet nærmest kommer til
at omtale det tyske Jagtvæsen, da det er dette, som har tjent det danske
som Forbillede og dette, som har sin Literatur. Men selv i Tyskland er det
»gaaet tilbage« med Jagten. Ikke nok med at der ikke længer er Tale
hverken om Bjørne- eller Ulvejagter, men ogsaa Vildsvinejagterne ere nu sjeldne,
Falkenere gives der ikke mere, og de ædle Parforcejagter ere ogsaa afskaffede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
