Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jagten - Jagtkunsten - Havets Frembringelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440
JAGTKUNSTEN.
Der, hvor Skoven støder op til de omgivende Marker, viser Jægeren
os Kronvildtets Fodspor i den bløde Jordbund. Efter Færtens (Sporets)
Størrelse skjelner han temmelig sikkert, om det er unge eller gamle Dyr, som
have sat disse Mærker. lian iagttager dernæst, hvor mange Gange Sporet
fører ud af Skoven, og hvor mange Gange ind igjen i den. Har Jægeren en
Ledehund med sig, vil denne snart udpege det friskeste Spor.
Jægeren maa nøje kjende alle Vildtets Vaner og Ejendommeligheder
og indrette sig derefter. Kronvildtet »sidder« saaledes i Almindelighed om
Dagen rolig i Tykningen, men om Aftenen gaar det ud paa Enge og Marker
for at græsse; ved samme Lejlighed besøger det da ogsaa gjerne Saltleken
og, naar Aftenen er varm, ligeledes den ovenfor nævnte Søleplads. Herved
faar Jægeren Lejlighed til at skyde det store Vildt paa Anstand.
Paa Anstand holder Jægeren sig altid færdig til at skyde og saa stille
som muligt. Sveishunden, han har med sig, maa være dresseret til at ligge
stille hele Timer igjennem og maa ikke røre sig, selv om Vildtet nærmer sig.
Jægeren søger om muligt at faa Skud paa det fra Siden. Brækker Dyret
sammen i Skuddet, iler Jægeren til og giver det »Fangst«, det vil sige dræber
det ved at stikke sin Kniv enten i Nakken paa det, hvortil der udkræves en
særlig Øvelse, eller bag Bladet, hvorved Kniven træffer Hjertet. Naar Jægeren
dræber Dyret ved et Stik gjennem Brystet, kaldes dette i Jægersproget at
give Kalvefangst. Undertiden har Jægeren ikke andet at gjøre end at hugge
Haserne over paa Bagløbene. Har det anskudte Vildt endnu saa megen Kraft,
at det kan flygte, maa Jægeren ved Undersøgelse af Blodsporet se at komme
til Kundskab om, hvor Skuddet har truffet, saaat han kan afgjøre, om han
strax bør forfølge Vildtet eller hellere vente nogle Timer. Ved et Skud
gjennem Lungen har Blodet en zinoberrød Farve og er opfyldt af Skum. Et
Skud gjennem Leveren giver brunrødt Blod, gjennem Hjertet mørkerødt. Har
Kuglen gjennemboret Halsen eller de kjødfulde Dele af Benene, har Blodet
den almindelige Farve, og Jægeren gaar da ofte tabt af Vildtet. Sporet maa
følges omhyggeligt ved Hjælp af Hunden, og ved hvert tiende eller tyvende
Skridt betegnes Vejen, man følger, med afbrudte Kviste. Med den nederste
Ende angive de Sporets Retning; Bladene lægges med Undersiden opad for
lettere at kunne kjendes. Ved mange Saar, f. Ex. ved et Skud gjennem
Indvoldene, lader Jægeren Vildtet først gaa nogen Tid; thi det vil da i
Almindelighed efter en kort Flugt »sætte sig« udmattet i Skovens Tykning, hvor
det derpaa let kan findes med Hundens Hjælp.
Til at skyde paa Anstand hører der megen Taalmodighed, og, naar
Vildtet tilfældigvis slaar ind paa en anden Vej, har man spildt sin Ulejlighed;
derfor foretrækker Jægeren ofte at pyrsche. Med god Vind, det vil sige
medVinden i Ansigtet, opsøger han om Aftenen eller om Morgenen saadanne
Steder i Skoven, hvor der er rigelig Græsning, og hvor Vildtet gjerne holder
til. Han maa undgaa at gjøre den mindste Støj, og fra Tid til anden maa
han lytte opmærksomt og spejde, om han ikke kan høre eller se Vildtet.
Kommer han til en Aabning, stikker han først Hovedet forsigtigt frem, for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
