Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gasbelysning m. m. - I. Gas i Luftform - Belysningsgassens Sammensætning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BELYSNINGSGASSENS SAMMENSÆTNING. 311
stændigheder maa Belysningsgassen renses for disse Iblandinger, thi dens
Værdi beror saavel paa dens Lysstyrke som paa dens Renhed og
Forbrændingsprodukternes Uskadelighed.
Den fuldstændigt rensede Gas bestaar hovedsagelig af Forbindelser
mellem Kul og Brint, saakaldt Kulbrinte; fremdeles fri Brint. Dan indeholder
desuden Kulilte, der bestaar af lige Ækvivalenter Kul og Ilt eller af 43 Dele
Kul og 57 Dele Ilt. Kuliltets Mængde er ikke videre stor; det udgjør kun
4—8 Procent. Derimod udgjør Belysningsgassens Indhold af fri Brint
hen-imod 40 Procent. Blandt de Kulbrinter, der findes i Belysningsgassen, er
der to, som ere af største Betydning, nemlig Sumpgas og Elaylgas.
Sumpgassen, der kaldes saaledes, fordi den dannes i Moser og Kjær ved
Forsmuldning af Plantestoffer, der dækkes af Vand, bestaar af 1 Ækvivalent
Kul og 2 Ækvivalenter Brint eller 75 Dele Kul og 25 Dele Brint. Den
anden Kulbrinte, Elaylgassen, bestaar af 1 Ækvivalent Kul og 1 Ækvivalent
Brint og indeholder altsaa — med samme Mængde Brint — dobbelt saa
meget Kul som Sumpgassen; den kaldes ogsaa oliedannende Gas. Denne
Gas brænder som Følge af sin Kulholdighed med stærkt lysende Flamme og
er den Bestanddel, der fortrinsvis bidrager til Lysudviklingen, naar
Stenkulsgassen brænder. Derimod brænde de øvrige Gasartejr, Sumpgas, Brint og
Kuliltegas med meget svagt lysende Flamme. De virke saaledes i
Belysningsgassen paa samme Maade som Spriten i Kamfinet.
Jo langsommere Stenkullene opvarmes i Retorterne, desto mere
ens-formet Sammensætning faa de bortgaaende Luftarter. Ved hurtig Ophedning
bortgaar der i Begyndelsen meget kulholdige Produkter, der ved Forbrænding
give en sodende Flamme, men siden blive de mindre kulholdige. Naar man
forøger Heden meget langsomt, kan man regulere Sønderdelingen og udjevne
Ulighederne. Skulde det desuagtet indtræffe, at man faar en Gas, der er
altfor mættet med kulrig Kulbrinte, maa man være betænkt paa at blande
den i den større Beholder med Gas, der brænder med svagt lysende Flamme.
Kan man ikke ved en passende Blanding af Raastofferne allerede før
Gasudviklingen sørge for at Gassens Lysstyrke bliver efter Ønske, kan man let
tilvejebringe den fornødne Kuliltegas til Blanding med Stenkulsgassen ved at
indlede Vanddamp i en Retort, der er fyldt med glødende Kul. Kullet
forener sig da med Vandets Ilt til Kulsyre, som — ved at komme i Berøring
med de glødende Kul — forbinder sig med mere Kul og danner Kulilte.
Vandets Brint frigjøres samtidigt og tjener ogsaa til Fortyndning af en altfor
kulrig Gas.
Man kan forøge Lyskraften hos en kulfattig Belysningsgas ved at
lade Gassen strømme gjennem meget flygtige Kulbrinter, saa som Benzin,
Gassen mættes da med Dampe af denne Kulbrinte. Imidlertid klæber der
adskillige Ulemper ved denne Fremgangsmaade; thi Gassens Evne til at
mættes med de nævnte Dampe er forskjellig ved de forskjellige Varmegrader,
og Størstedelen af disse Dampe fortættes, naar Gassen afkøles.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
