Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Garvning og Limtilvirkning - Dyrehuden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYREHUDEN.
409
Overhuden med Haarene, hvis Rødder dog strække sig helt ind i Læderhuden,
maa helt og holdent fjernes af Garveren, og det samme gjælder om den løse
Underhud, der er helt opfyldt af Svedkjertler og Fedtceller. Han har blot
at gjøre med den mellemste Hud, den egentlige Læderhud, der efter
tilendebragt Rensning viser sig som et mælkehvidt, meget smidigt Væv.
Læderhuden, der iøvrigt er gjennemfuret af Svedkanaler og opfyldt af Følenervernes
fine Forgreninger, bestaar af Bindevæv, det vil sige Vævfibre, der ere forenede
som i smaa Knipper og krydse hverandre i alle Retninger. Denne
traad-artede Bygning er en vigtig Omstændighed ved ethvert Slags Garvning. Da
dette Slags Væv ved Kogning næsten lader sig fuldstændigt forvandle til Lim,
kaldes det ogsaa Limsubstans. Lader man et Stykke raa Hud tørre
fuldstændigt, bliver det stivt og hornagtigt. Vævets enkelte Traade lægge sig,
efterhaanden som de indtørres, tæt op til hverandre, og følgelig maa hele
Vævets Bøjelighed for Størstedelen gaa tabt. Det er kun Vand, der er i
Stand til at faa Vævfibrene til at svulme saa meget op, at de ved Indtørringen
lægge sig tæt op til hverandre. Naar man lægger et Stykke Hud, der er
blødgjort i Vand, i stærk Sprit, vil denne trække Vandet til sig; efter
Tørringen holder Vævet sig løst, og man vil faa et tilsyneladende godt Læder,
der imidlertid strax mister sine gode Egenskaber, naar det paany kommer i
Berøring med Vand. Forholdet stiller sig derimod anderledes, naar Vandet
fortrænges af et Stof, der vedblivende fæster sig ved Fibrene, og saaledes
paa den ene Side som et beskyttende Overtræk bevarer dem for Forraadnelse,
paa den anden Side hindrer dem i at sammentørre. Læderberedningen
kræver Opfyldelsen af disse to Betingelser, og ethvert Slags Garvning beror
paa dem.
Theoretisk kan man altsaa antage, at ethvert Stof, der forbinder sig
tilstrækkeligt nøje med Dyrefibrene til ikke at kunne skylles bort af Vand,
maa udgjøre et Garvestof, og da saadanne Stoffer i stor Mængde ogsaa
anvendes ved Farvning, kunde vi have Ret til at betragte begge disse
Industrigrene som meget nær beslægtede i kemisk Henseende. I
Virkeligheden er Alun i lang Tid blevet anvendt saa vel til Farver og Bejtser som
til Garvemidler, og Garvestoffet giver i Form af Kateku m. m. en brun Farve,
der bejtser sig ind af sig selv. Samme Egenskab som
Farvebejtsnings-middel have Harpixsæberne, f. Ex. de, der i Papirtilvirkningen udfældes paa
Plantefibrene.
Dette Slægtskab mellem Garvning og Farvning kan endnu komme til
at bære meget værdifulde Frugter og foranledige Anvendelsen af nye
Garvemidler i Stedet for eller ialtfald ved Siden af de gamle. Theorien kan
naturligvis ikke paa Forhaand afgjøre, om Læder, der bliver tilberedt efter en ny
Methode, kommer til at opfylde alle de Fordringer, der maa stilles til en
god Vare; det er noget, som først Erfaringen kan afgjøre. De forskjellige
Slags Garvebark have jo allerede en meget forskjellig Indflydelse paa
Dyre-huderne; Læder, der er behandlet med Galæble, bliver haardere og mere
opfyldt af Sprækker, end rødgarvet Læder. Paa Garveriets nuværende
Stand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
