Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Garvning og Limtilvirkning - Dyrehuden - Rød- eller Barkgarvningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410 DYREHUDEN. RØD- ELLER BARKGARVNINGEN.
punkt er Garvesyren endnu bestandigt det vigtigste og uundværligste
Garve-middel. Den faas navnlig af Barken paa unge Egetræer, hvis Dyrkning er
af stor Betydning for Skovbruget og giver rigt Udbytte i forskjellige Egne af
Frankrig og Tyskland.
Garvestoffet og Dyrehuden staa i et ganske ejendommeligt
Slægtskabsforhold til hinanden; et Stykke Dyrehud, der anbringes i et Afkog af Egebark,
Galæble o. s. v., vil hurtigt trække hele Garvesyreholdigheden til sig, og
dette Slægtskab vedligeholder sig uforandret, endog efter at Huden er bleven
kogt til Lim og det dyriske Væv saaledes er blevet tilintetgjort. Ved
Blanding af Garvestof og Limopløsning udfældes der strax Lim, der er kemisk
forbundet med Garvestof, og som har mistet sin Opløselighed i Vand.
Efter at vi nu have gjort Bekjendtskab med disse almindelige Forhold,
kunne vi henvende vor Opmærksomhed paa de særlige Garvningsmethoder;
vi ville da først beskjæftige os med den, der i sig forener alle de
Fremgangs-maader, der kun delvist anvendes ved de andre, nemlig Rødgarvningen.
Fig. 122—123. Skabebom og Skabejern.
Red- eller Barkgarvningen. Denne Garvningsmethode anvendes
hovedsagelig ved Beredniogen af Oxehuder og Kalveskind, dernæst paa Hestehuder
og undertiden ogsaa
paaFaare-skind. De rødgarvede
Lædersorter ere de varigste, og de
blive det i desto højere Grad,
jo længere Huderne ligge i de
dybe og store Kar.
Inden noget Slags
Garvning kan begynde maa de raa
Huder naturligvis saa
omhyggeligt som muligt befries
for Kjød, Blod, Fedt, Haar og Overhud. Det første, der foretages med
Huderne, er deres Udvadskning og Blødgjøring i Vand, helst rindende Vand,
og denne Behandling maa naturligvis udføres omhyggeligere med saltede eller
tørrede Huder end med dem, der komme til Garverierne i frisk Tilstand.
Udblødningen kan kræve flere elier færre Dage, eftersom Huderne ere friske eller tørre,
tynde eller tykke, eller det er Sommer eller Vinter. Den foregaar ikke paa
engang; man tager oftere Huderne op af Vandet, fornyer dette, hvis det ikke
er rindende Vand, valker Huderne ved Stampning eller lader dem passere
mellem Valser, hvorved Blod, Fedt og Smuds fjernes, og derpaa lægger man
dem atter i Vand. Ved denne Behandling bliver man i Stand til at forkorte
Udblødningen, der ellers let kunde virke uheldigt paa Hudens Beskaffenhed.
Naar Huderne ere tilstrækkeligt biødede, lægges de paa Skabebommen, hvor
de behandles med Skabejern paa den indre eller Kjødsiden. Som man
ser af de vedføjede Afbildninger (Fig. 122—124) er Bænkens Overflade
konvex og Kniven har en konvex Klinge. Kniven føres med begge Hænder,
og dens Klinge er kun halvskarp. Arbejderen fører Skabejernet oven fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
