Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farverne og deres Beredning - Indledende Bemærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
INDLEDENDE BEMÆRKNINGER.
449
Hos Romerne udviklede den finere Kunstsands sig først senere sammen
med Smagen for Yppighed og Luxus; men den indskrænkede sig dog
væsentligst til Arkitekturens mere begrænsede Omraade, og, lige som de mere
fremragende Billedhuggere hos Romerne enten vare Grækere eller ialtfald
havde faaet deres Uddannelse i Grækenland, saaledes har Rom heller ikke
frembragt nogen stor Maler. Hvad vi kjende af romerske Huses
Farve-udsmykning, tyder paa græsk Indflydelse. Ved Udgravningerne i Pompeji
have vi fundet Beviser nok paa, at ikke heller Middelklasserne af Befolkningen
have kunnet undvære disse Farveudsmykninger, og Væggedekorationen har
paa den Tid havt en Udstrækning, hvortil senere Tider ikke have kunnet
opvise noget tilsvarende. Naar vi endvidere erindre, at ogsaa Kunsten at
tilvirke farvede Glas og Mosaiker gaar tilbage til den graa Oldtid, maa vi
indrømme, at Farvetekniken i sine forskjellige Grene allerede tidligt maa have
naaet et temmelig højt Udviklingstrin. Dette kunde ske saa meget lettere,
som mange af de mest udmærkede Farvestoffer netop have deres Hjem i
Orienten, f. Ex. de ægte røde Farver, Karmoisin, hvormed der allerede paa
Moses’ Tid blev farvet Silke og andre Stoffer, adskillige gulfarvede Træslags og
andre Plantearter m. m. Ogsaa Garvestoffets (Galæblets) Forhold til
Jernsalte var bekjendt, og det anvendtes til at farve sort med. Oldtidens
berømteste Farveteknik, den kostbare Purpurfarvning, er gaaet helt og holdent
tabt, men vi have dog formaaet at skaffe os nogen Erstatning for den i
Kochenillen og i de Farver, der faas af Stenkulstjæren.
Mineralriget har vist overalt været Malerens oprindelige Farvemagasin.
Her har Naturen selv tilberedt og paa sine Steder nedlagt meget, der kan
anvendes med ringe Forberedelse, og, selv om disse naturlige Farver i
Almindelighed ikke ere saa pragtfulde som de vegetabilske og kunstigt
fremstillede, ere de til Gjengjæld saa meget desto mere holdbare. Nogle af disse
Naturprodukter, saa som Terra di Siena, Asfalt, ægte Ultramarin eller Lapis
lazuli ere næsten uundværlige ogsaa for vor Tids Malerkunst.
Foruden adskillige hvide Farvestoffer give Bolus og Okkerarterne et
Udvalg af brune, røde og gule Farver, der ved Ophedning til forskjellige
Varmegrader kunne antage mange forskjellige Nuancer; i disse er Jerniltet
det farvende Stof. En naturlig Forbindelse af Jernforilte og Kiselsyre er
den saakaldte Grønjord. Fosforsyre og Jord danne under visse
Omstændigheder blaa Forbindelser, Blaaspat, og paa samme Maade have ogsaa de
grønne og blaa Kobberfarver (i Malakit, Kobberlasur o. s. v.), Kromgult
(kromsurt Blyilte), den gule og røde Svovlarsenik m. fl. deres Forbilleder i
mineralske Naturprodukter. Hvor Kviksølv og Svovl fandtes sammen, opstod der
ganske naturligt Cinober, der er et saa fremtrædende Farvestof, at det ikke
længe kunde blive ubemærket; vi træffe det ogsaa omtalt og anvendt allerede
i de ældste Tider.
Opsøgningen, Beredningen og Anvendelsen af farvede Stoffer var en af
de ældste Grene af det menneskelige Arbejde, men det var en Kunst, der
naturligvis maatte være uvidenskabelig, indtil vor Tids Kemi kom til at kaste
Opfindelsernes Bog. VI. 29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
