Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farvning - Farvestoffer fra Planteriget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
498
FARVESTOFFER FRA PLANTERIGET.
Krap, hvoraf det synes at fremgaa, at Kvinderne paa den Tid besørgede
Farvningen.
Dyrkningen af den forædlede Krap synes først efter Korstogene at
være kommen til Vesterlandene. Man har fra Aar 1275 et Dokument om
Tiende i Krap til Abbediet St. Denis i Frankrig. Den ægte Krap fik man
dog altid under Navn af al Liz ari fra Levanten eller som Mundjit fra
Ostindien. Vist er det, at Krapavlen i Middelalderen gik fuldstændigt tilgrunde,
indtil den allerede nævnte Altheu i Aaret 1762 atter med Held indførte den
i Omegnen af Avignon. For Tiden frembringer Frankrig, navnlig Avignons
Omegn, den meste Krap, hvortil Indførelsen af de kraprøde Buxer i den
franske Armee ikke har bidraget saa lidt; de blev ogsaa indført netop for at
hæve Krapavlen. Efter Frankrig er Holland det mest krapavlende Land; i
Tyskland er Dyrkningen aftaget.
Ved Orseille forstaas et rødt Farvestof, som fremstilles af adskillige
Lavarter. Navnet kommer af det italienske oricello eller Farvelav. Rimeligvis
vare Lavfarverne kjendte allerede i Oldtiden; hos Romerne bleve de anvendte
under den almindelige Benævnelse fucus — egentlig Tang — til Fremstilling
af det uægte Purpur. Kunsten gik dog tabt, indtil en i Florents bosat Tysker,
Federigo, i det 13de Aarhundrede hjembragte Farvelav fra Levanten og lærte
ved Hjælp af Urin at fremstille en smuk rød Farve deraf. Han grundlagde
derved ikke blot sin egen Rigdom (han blev Stamfader for den fyrstelige
Slægt Oricellarius, Rucellarius, Rucellai) men ogsaa flere italienske
Byers, som bemægtigede sig hele Handelen med Farvelav fra Levanten og de
græske Øer, indtil Bethencourt i Aaret 1402 opdagede de kanariske Øer
og der fandt det kostbare Farvestof. Senere blev det ogsaa fundet paa
Azorerne, Sardinien, Korsika, i Pyrenæerne, Auvergne og flere Steder.
Farvestoffet findes i Form af svage, organiske Syrer i en stor Mængde Lavarter,
blandt hvilke Roccella tinctoria er den mest efterspurgte. Den leverer den
levantiske og kanariske Orseille, medens den europæiske faas af Variolarla
orcina og dealbata’, den første kaldes ogsaa Havorseille, den sidste
Land-orseille. Ved Kogning med alkaliske Vædsker sønderdeles de nævnte Syrer
og give da Orsellinsyre, af hvilke der atter ved Dekomposition faas det
farveløse, krystallinske Orcin, et Salt, som under Paavirkning af Luft og
Ammoniak forvandles til Orcein, Orseillens mørkerøde Farvestof. Af Lavarten
Lecanora tartarea, som hører hjemme paa Ørkenøerne og Hebriderne samt paa
andre Klippekyster, faas den røde Indigo eller Persio, som først blev
fremstillet af Cuthbert Gordon i Aaret 1765. Nærbeslægtede Lavarter
give forøvrigt et blaat Farvestof, Lakmus, som ikke anvendes i Farverierne
men derimod af Kemikerne i Form af Lakmuspapir som Reagensmiddel for
Syrer og Alkalier. Ogsaa fra Afrika og Sydamerika indføres Orseillefarver.
Safflor er de tørrede Blomster af Farvetidslen Carthamus tinctorius,
der hører hjemme i Ostindien, men som fra gammel Tid af dyrkes i Lilleasien
og Sydeuropa. De gamle Hebræere anvendte allerede Safflor til Farvning;
ifølge Herodot pressede Ægypterne Olie af dens Frø, de bekjendte »Papagøje-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
