Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farvning - Anilinfarver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508
ANILINFARVER.
Kulsyre. Det er stærkt lysbrydende, men næsten ikke ledende for Elektricitet.
Dets Lugt minder om frisk Honning, Smagen er krydret og brændende. I
Vand er Anilinet kun lidet opløseligt; derimod opløses det med Lethed i fede
og ætheriske Olier, i Æther og Alkohol.
En engelsk Kemiker, Perkins, fik i Aaret 1856 ved Behandling af
Anilin med iltende Stoffer en sort Masse, som opløstes med en violet Farve.
Dette var Anilinviolet, som senere bragtes i Handelen og var den første
af Tjærefarverne, som fik nogen praktisk Anvendelse. I Begyndelsen syntes
dog den høje Pris (1200 Kroner Pundet) at udelukke enhver Tanke om at
anvende det som Farvestof. Opfinderen turde derfor ikke ret forsøge en
fabrikmæssig Tilvirkning. Nogle franske Fabrikanter derimod, blandt andre
Poirrier et Chappat fils, vovede alligevel Forsøget idet de noget
modificerede Perkins Methode, og det lykkedes. Den største Vanskelighed var nu
blot at fremstille Anilinet; dette Stof var ganske vist godt kjendt af
Kemikerne men havde endnu ikke været Gjenstand for industriel Tilvirkning. At
det kunde faas af Nitrobenzol, som allerede i Trediverne blev fremstillet som
kunstig Bittermandelolie, var ganske vist et Fingerpeg men et utilstrækkeligt,
da der først maatte skabes en fabrikmæssig Produktion af Nitrobenzol.
Imidlertid vare dog Farvefabrikanterne herved bievne viste til den rette Kilde,
Gasværkerne, som leverede Tjære i umaadelige Masser. Af Tjæren lod sig
tilberede Benzol og deraf Nitrobenzol og Anilin. Da det var lykkedes paa
en hensigtsmæssig Maade at frembringe disse Produkter, faldt Prisen paa
Anilin hurtigt. Medens det endnu for kort Tid siden havde kostet 45 Kroner
Pundet, varede det nu ikke længe, inden man fik den samme Vægt for 7x/2
Kroner, ja senere (1869) kostede et Pund endog kun 74 Øre.
Imidlertid havde den ovennævnte Kemiker Hofmann i Aaret 1859
fundet, at der foruden den violette ogsaa kunde fremstilles en udmærket ren
og smuk rød Farve af Anilinet. Berguin, en Kemiker i Lyon, tog sig af
Opfindelsen og skaffede sig Patent paa en Methode til dens fabrikmæssige
Fremstilling, hvilket Patent han overlod Rénard Frëres i Lyon. Det nye
Farvestof — Rénard Frëres kaldte det Fuksin — gjorde ikke mindre Opsigt
end tidligere Anilinviolet; Prisen var først 360 Kroner Pundet; nu kjøbes en
langt renere Vare for 15 Kr. Dets Nuancer ere kjendte under talrige,
forskjellige Navne, saasom Magentarødt, Azalein, Solferino, Rosein, Erytrobenzin,
Harmalin o. s. v. For at omgaa det første Patent blev der opfundet en
Mængde Maader, hvorpaa Fuksin kunde fremstilles, og der blev stedse gjort
nye Fremskridt. I al deres Forskjellighed gik dog alle disse
Fremgangs-maader ud paa den samme kemiske Proces, nemlig at befri Anilinet fra endel
af dets Brint og søge at frembringe en Forbindelse, hvori et ejendommeligt
Stof, Rosanilin, som Hofmann senere fremstillede i ren Tilstand, og hvis
kemiske Egenskaber han bestemte, gjorde Tjeneste som Base. Paa Grund
heraf udtalte ogsaa alle Domstole, som skulde afgjøre Stridigheder om Patentet,
sig til Gunst for Brødrene Rénard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
