Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farvning - Farvestoffets Forbindelse med Tøjet - Bejtserne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514
FARVESTOFFETS FORBINDELSE MED TØJET. BEJTSERNE.
Purpursneglens Farvestof, Indigo, Krap, Orseille, Persiko, Orlean og
Jern-tveiltehydrat sig umiddelbart med Uld, og Blaatrækypens Farvestof (et Afkog
af Blaatræ med Kobbervitriol) med Bomuld. Men de fleste Farvestoffer
forbinde sig først da varigt med Plantetaverne og de animalske Fibre, naar disse
ere bievne kemisk forbundne med Stoffer, som have større Slægtskab til
Farverne end selve Taverne eller Fibrene. Saadanne Farvestoffer kaldes
adjektive Farver. Exempler herpaa ere Kochenille, Gultræ, Brasilie og
Krap. Hjælpemidlet til de adjektive Farvers Forbindelse med Tøjet er de
saakaldte Bejtser, hvortil der anvendes højst forskjellige Stoffer, navnlig
Jordarter og Metalsalte men ogsaa Garvesyre. Uld er lettest at farve, da dens
Slægtskab til Farvestofferne er størst, dernæst Silken, derpaa Bomulden og
endelig i sidste Række Linnedtraadene i Lærred. Efter Farvernes Holdbarhed
paa Tøjet skjelner man mellem ægte og uægte Farver; de første modstaa
Indvirkning af Lys, Luft, Vand, Sæbe, alkaliske Vædsker og svage Syrer, de
sidste derimod ikke eller ialtfald kun tildels. Klorets og den koncentrerede
Salpetersyres blegende Egenskaber kunne selv de mest ægte Farver ikke modstaa.
Bejtserne. Naar Bejtserne forbinde sig med Tøjet, blive de enten
uforandrede, eller ogsaa undergaa de en Dekomposition; men i begge Tilfælde
fremkalde de en Udfældning af Farvestoffet, naar de tilsættes samme. Denne
Forbindelse af Farvestoffet og Bejtsen eller blot den virkende Bestanddel deri
indgaar derpaa efter sin Tur paa Grund af det kemiske Slægtskab den
nærmeste Forbindelse med Tøjet. Som vi allerede have antydet, kunne Bejtserne,
der ogsaa kaldes mordants, være af meget forskjellig Natur; til at fæstne
Farven paa Vævet anvendes der derfor ogsaa i Farverierne dels organiske,
dels uorganiske Stoffer, dels Forbindelser af begge. En Hovedbetingelse er
dog altid, at de hverken maa skade Farvestoffet eller Tøjet, at de har et
bestemt Slægtskab til dem begge og endelig, at de let lade sig benytte.
De vigtigste Bejtser af Mineralriget ere: Lerjordssalte, Jernilte,
Tinsalte, Vismuthilte og Kromsalte. Af organiske Stoffer anvendes som
Farve-bejtser: Ostestof (Kasein), Æggehvide (Albumin), Glutin, Lim, Garvesyre,
Oliesyre og Glycerin. Dertil kommer endnu de saakaldte Hjælpebejtser, som
forberede Vævet til Bejtsens Optagelse; de ere: Vinsten, Salpetersyre og
Natronlud. Lerjorden anvendes enten som Lerjordsalte, og dette er det
almindeligste, eller som Syrer. Alun, svovlsur, salpetersur, eddikesur Lerjord
(Rødbejtsning) og Kloraluminium høre til de første, Natronalbuminat,
Mag-nesiaalbuminat (Spinel-Bejtse) og Zinkiltealbuminat (Gahnit-Bejtse) til de
sidste. Blandt Jernbejtserne bør nævnes det eddikesure Jernilte, der mest
anvendes som Jernbad eller Sortbejtse, det træsure Jern og de alkaliske
Jern-bejtser. Af de meget benyttede Tinbejtser anvendes mest Tinsaltet (Tinklorur),
det saakaldte Fysikbad (ogsaa kaldt Komposition, salt- og salpetersurt Tin),
Pinksaltet (Tinklorid med Salmiak) og tinsurt Natron.
Blandt de organiske Bejtser anvendes navnlig det i Ammoniak opløste
Ostestof, blandet med en frisk Kalkopløsning, til at fæste Orseille paa Bomuld;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
